Kobbernettet lukkes – hvad skal du gøre for ikke at miste forbindelsen?
Mange borgere i Skanderborg Kommune bor et sted, hvor der stadig er adgang til internet via det gamle telefonstik – kobbernettet, Men kobbernettets dage er talte. Inden 2030 vil det været udfaset.
Nye tal fra Digitaliseringsstyrelsen viser, at mere end 200.000 danskere stadig har deres internetforbindelse via det gamle kobbernet.
I Skanderborg Kommune har 77 pct. af borgerne fortsat mulighed for at koble sig på internettet via telefonstikket – men TDC NET er begyndt at lukke nettet ned.
Første etape fandt sted i foråret 2025, og udfasningen fortsætter frem mod 2030. Derfor bør nogle borgere allerede nu overveje alternativer, oplyser Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Det kan for eksempel være ældre borgere, der altid har haft en kobberforbindelse. De kan have brug for hjælp med at finde et alternativ.
»Det er en god idé at være i god tid med at undersøge sine muligheder, hvis man har en internetforbindelse via kobbernettet. Det bliver gradvist lukket ned, og på sigt skal de berørte have en ny forbindelse, så de eksempelvis fortsat kan streame, tilgå deres mail og netbanken,« siger Louise Kambjerre Scheel, seniorkonsulent i Ældre Sagen.
Nye tal fra Digitaliseringsstyrelsen viser, at der er hjælp at hente, når internetforbindelsen skal udskiftes. I Skanderborg Kommune har 97 pct. af borgerne adgang til en såkaldt fiberforbindelse.
Der er også gode muligheder for en trådløs forbindelse via 5G. Det kan være en god idé at tage en snak med sit teleselskab om mulighederne, hvis man i dag har en forbindelse via telefonstikket.
Hvis du er usikker på, hvilke internetmuligheder du har, kan du også besøge hjemmesiden tjekditnet.dk, hvor du kan slå din adresse op og få et overblik over dine muligheder.
Hvis du mangler nye muligheder for en internetforbindelse, kan du også registrere din interesse for en bedre internetforbindelse på Digitaliseringsstyrelsens løsning via borger.dk/internet-og-sikkerhed/registrer-interesse-for-en-bedre-internetforbindelse.
Det kan også være, at du kan søge om tilskud til en ny forbindelse via statens bredbåndspulje. Læs mere om bredbåndspuljen på bredbaandskortet.dk.
Du kan også læse mere om TDC NET’s udfasning af det gamle kobbernet på hjemmesiden tdcnet.dk/infrastruktur/kobberudfasning.