Skiftede karrieren ud med hobbyen: Fætre åbner ny sandwichbar i midtbyen
For fem år siden blev to fætres hobby til en levevej, og nu åbner de deres anden forretning.
Sandwich af hjemmebagt brød, kaffe, matcha, øl, vin og sol hele dagen. Det er opskriften bag den nye café Faetter, der inden længe åbner i Zigzag-Huset på Karen Wegeners Gade i området ved Godsbanen.
Bag den nye café står de to fætre Thomas Lykke og Jens Graae.
»Vi blev forelsket i lokalet fra første sekund, selvom der nærmest kun stod et par betonsøjler. Her et et råt udtryk og fem meter til loftet. Samtidig er området omkring Godsbanen ved at udvikle sig til et af de mest fede kvarterer i byen,« siger Jens Graae.
De har allerede en sandwichbar i Silkeborg ved navn Regatta Sandwich, som åbnede i 2020.
»Det var lidt tilfældigt, at vi endte i Silkeborg, og det har altid været en drøm for os at åbne noget i Aarhus, hvor vi begge to bor,« siger Thomas Lykke.
Oprindeligt er Thomas Lykke uddannet journalist, og Jens Graae er uddannet kommunikatør.
Startede som en hobby
»Det med mad har altid været en hobby og passion for os begge. Nu er det blevet til vores hverdag, og vi nyder det,« siger Thomas Lykke.
De arbejder hårdt for at kunne åbne i næste weekend 2. august.
»Der er stadig mange løse ender, men vi ved, at vi kommer med et produkt, som vi kan stå 100 procent inde for. Vi gør alt, hvad vi kan for, at det hele er klar, inden vi åbner,« siger Thomas Lykke.
De understreger begge to, at det ikke bare bliver et sted, hvor folk kan afhente sandwich.
Målet er, at de besøgende skal få lyst til at slå sig ned, da der også er mulighed for at købe f.eks. en øl fra bryggeriet Åben.
»Vi glæder os helt vildt til at vise vores nye, fede rammer frem, og til at det hele summer med glade kunder,« siger Jens Graae.
»Vi får masser af plads i forhold til udendørs servering, hvilket er temmelig unikt i Aarhus. Øl, vin og små lækre hapse-anretninger i en fed solstråle, når solen ellers gider at lege med. Det er jo drømmen,« supplerer Thomas Lykke.
Men kernen i konceptet er deres friskbagte brød. De laver både sandwichbrød og store loafs, som bruges til en toasted version.
Lige nu er fætrene i fuld gang med at få de sidste detaljer på plads, inden åbningen i næste weekend. Der bliver en åbningsfest senere.