Advarer naboerne: Forvent støj og spærrede veje frem til december
En ny bus- og svingbane er på vej ved Skejbyvej og Skejbygårdsvej. »Men der må påregnes perioder med øget støj, afspærringer og begrænset adgang til enkelte arealer,« varsler Aarhus Kommune til beboerne i området.
Busserne skal have bedre fremkommelighed i Aarhus.
Det besluttede byrådet allerede tilbage i 2021 – bl.a. efter Midttrafik kunne fremlægge, hvordan forsinkelser koster det regionale trafikselskab 35 mio. kr. om året.
Siden har nogle af busserne da også fået deres egen gps-styrede forlomme i en række lyskryds langs Ringvejen og nogle steder deres helt egen bane.
Men der er stadig projekter på bedding, som skal optimere bussernes fremkommelighed i det aarhusianske – og et af stederne går man snart i gang med.
For i uge 33, som begynder 11. august, og 18 uger frem – altså til cirka midten af december – kommer kommunen til at etablere en helt ny busbane på den nordlige side af Skejbyvej i vestgående retning.
Samtidig udvides Skejbygårdsvej i begge sider frem mod krydset for at skabe bedre plads til en ekstra svingbane.
Det oplyser Teknik og Miljø-forvaltningen i en skrivelse ud til de nærmeste naboer, som avisen har set.
Heri advarer kommunen også om, at der bl.a. skal udføres spunsarbejde i en eksisterende støjvold langs Skejbyvej, som kan medføre vibrationer og periodevis støj.
Derudover skal der også ryddes træer og beplantning for at skabe plads til den forestående vejudvidelse, samt laves jordarbejde og udgravninger til nye vejbaner og rabatter. Området, hvor der skal udvides bliver også forsynet med nye fortove, kantsten og asfalt.
»Arbejdet udføres i etaper for at minimere generne, men der må påregnes perioder med øget støj, afspærringer og begrænset adgang til enkelte arealer,« skriver Aarhus Kommune.
Arbejdet skulle som sagt være færdigt i uge 51 i år. Kommunen oplyser dog, at det allersidste slidlag først lægges på kort før sommeren 2026.
Ifølge en tidligere analyse fra Aarhus Kommune skulle indgrebet ved Skejbyvej og Skejbygårdsvej koste ca. 2,5 mio. kr. at anlægge, og det skulle, når det står helt klart, give en tidsbesparelse på 20 sekunder pr. bus. Ombygningen på stedet kommer dog også til at reducere grøntid for den øvrige trafik.