Tour de France er slut - her er sommerens nye ekstremsport
For tredje år i træk dystes der i udholdenhed i Djurs Sommerland.
Viljestyrke og mod udfordres snart igen af fart og skarpe sving hos 24 danskere i alderen 7–48 år, når de i Djurs Sommerland i denne uge kæmper om, hvem der kan køre flest ture i træk i Danmarks længste rutschebane, Juvelen, og familierutsjebanen, Thors Hammer.
Det skriver Djurs Sommerland i en pressemeddelelse.
Det er tredje år i træk, der afholdes Rutsjebane-maraton i uge 31.
Her handler det ikke om medaljer, men om modet til at blive siddende og køre flest timer i træk i de to rutschebaner, som konkurrencen foregår i.
24 ud af mere end 1000
Interessen for at deltage i Rutschebane-maraton i Nordens største sommerland er stor.
I år har langt over 1000 håbefulde og fartglade danskere således søgt om en af de 24 eftertragtede pladser, skriver Djurs Sommerland.
»Det er fantastisk at opleve den store begejstring for vores rutsjebaner. Enormt mange vil gerne være med, og ansøgerne har delt søde, sjove og skøre historier, videoer og billeder med os, om hvorfor netop de mener, de skal deltage. Det er tydeligt, at rutsjebane-maratonet appellerer bredt – lige fra rutsjebaneentusiaster til børn, forældre samt onkler og tanter, der elsker at have det sjovt sammen. Det er næsten blevet en folkelig ekstremsport,« konstaterer adm. direktør Henrik B. Nielsen.
Vilde rekorder
Det hele startede som jubilæumsfejring af Piraten og Juvelen – to af parkens største gæstemagneter, men på få år er Rutsjebane-maraton blevet en tradition, som altså nu afholdes for tredje år i træk i uge 31.
»Det startede som en sjov idé, men er blevet et årligt højdepunkt for både gæster og deltagere. I de to første maratoner er der allerede sat flere vilde rekorder. Det første år overraskede ni ud af 23 deltagere med 11 timers sammenhængende rutschebaneture i Piraten og Juvelen. Rekorden lød på 177 ture i træk i Piraten og 170 ture i Juvelen,« fortæller Henrik B. Nielsen.
I årets maraton deltager både voksne og børn og alt fra onkler og niecer til søskende og rutsjebane-entusiaster, som har alle mulige årsager til at deltage.
»Jeg elsker rutsjebaner og at fejre min fødselsdag i Juvelen sammen med min seje niece er da den vildeste gave. Jeg medbringer flag og feststemning og går benhårdt efter at holde længst ud,« fortæller for eksempel 35- årige Thomas, mens søskendeparret Eskild og Luna har ambitioner om at overgå deres søster.
»Vores storesøster sad i DrageKongen i 11,5 timer sidste år, så nu er det vores tur Vi elsker Thors Hammer og vil vise, at vi er mindst lige så seje,« fastslår Eskild på 7 år og Luna på 10 år.
Thors Hammer er således med i arrangementet for første gang i år, og det er helt bevidst.
»Det betyder meget for os, at Rutsjebane-maraton ikke kun handler om fart og adrenalin, men også om fællesskab og oplevelser på tværs af generationer. Sidste år var familierutschebanen T-Family Coaster med i maratonet, og det var en stor succes, at også mindre børn kunne deltage. Derfor har vi i år valgt at tage Thors Hammer med. Det er en rutsjebane, som børn ned til 100 cm. må prøve sammen med en voksen. Det er netop dét, Rutsjebane-maraton handler om – at skabe stærke sommerminder for hele familien,« siger Henrik B. Nielsen.