Hov, lavede Anders Winnerskjold lige en Ritt Bjerregaard der?

»Aj, er du borgmesteren,« spørger Julie tilsyneladende overrasket, da Anders Winnerskjold helt tilfældigt møder en ung kvinde. Julie sidder på en bænk på Rådhuspladsen, selv om det har regnet så kraftigt, at det har slået blomsterne af kastanjetræerne. Julie er samme dag og meget belejligt blevet færdig med sin uddannelse og deler nu sine drømme om Aarhus med borgmesteren, der sørme lige havde to kopper kaffe med.

»I know, I know, jeg lover at give det alt, hvad jeg kan,« siger borgmesteren, da Julie efterlyser flere lejeboliger i en video, som Winnerskjold har offentliggjort på de sociale medier.

Dem er der i den grad brug for i Aarhus efter en årrække, hvor man som studerende kunne få husly fra dag et. For år tilbage var alternativet et kollegium langt fra midtbyen, en skurvogn ved Godsbanen eller en campingvogn i Lisbjerg. Også andre end de studerende, der ønsker at bo i byen, har god tid til at pakke flyttekasserne. Fra 2024 til 2025 er antallet af lejeboliger faldet med et forventet yderligere pres på priser og tilgængeligheden. Ønsker man som børnefamilie et parcelhus, er omegnskommunerne ofte mere realistiske end i Aarhus, hvor der sidste år kun blev bygget 58 nye parcelhuse.

Boligpolitik er, hvor bedaget det kan lyde, højaktuelt. Snart kommer tusindvis af nye studerende til byen, og skal de fastholdes efter endt uddannelse, kræver det virkelig en forandring.

I den iscenesatte virkelighed fra Rådhuspladsen erkender Winnerskjold, at det ikke løses med et fingerknips. Måske belært af partikammeraten Ritt Bjerregaard, der i kampen om overborgmesterposten i København lovede at bygge 5.000 boliger til maksimalt 5.000 kr. om måneden i løbet af fem år.

Da det stod klart, at det ikke kunne lade sig gøre, mente hun, at hun blot havde lovet at arbejde for flere billige boliger, og det i øvrigt var mange andres skyld, at det ikke kunne lade sig gøre.

Winnerskjold har ikke lovet noget, men dermed forsvinder forventningerne og problemerne ikke. Og udfordringer er der nok af i en by med begrænset plads, dyr jord og hvor byggekransallergi lader til at være en folkesygdom. Læg dertil byggekrav, der ikke er i vater med behovet for billige boliger, for kravene koster. Ugunstige skatteforhold gør det mindre attraktivt at opføre og udleje billige boliger. Støttereglerne for almene boliger er stive, og den politiske vilje til for alvor at gøre noget ved problemet svinder ofte, når pengene skal findes i et i forvejen stramt budget.

Den politiske vilje styrkes ikke af, at vi er i et valgår, og at manglen på boliger naturligt mest optager dem, der mangler. Ofte de unge studerende, der ikke har noget stærkt forhold til byen og derfor undlader at stemme til kommunalvalget. Det har de ældre generationer derimod, og for dem er der meget andet, der tæller, når krydset skal sættes. I hvert fald indtil den dag, hvor byens vækst og udvikling er på spil.

Tiden vil vise, om borgmesteren kan indfri ønsket fra Julie på bænken. Om ikke andet fik hun en to-go-kaffe, og det er da også noget.