Citroën dumper prisen: ë-C3 er nu Danmarks i særklasse billigste elbil
Citroën har sænket prisen markant på en næsten helt ny model og sender dermed ë-C3 direkte ind som Danmarks billigste elbil. Og måske er der ved at udvikle sig en lille priskrig blandt de billigste elbiler.
Citroën har sat kniven ind dér, hvor det mærkes: på prisen.
Den elektriske ë-C3 er blevet 20.000 kr. billigere og koster nu fra 159.990 kr. Dermed overtager den tronen som Danmarks billigste elbil, og det med en margin, der ikke efterlader meget plads til konkurrenterne.
Den markante prisnedsættelse gælder hele modelprogrammet. Basisudgaven You! starter nu ved 159.990 kr., mens Attraction-versionen, der har mere udstyr, står til 172.990 kr.
Begge versioner kommer med et 44 kWh-batteri og en opgivet rækkevidde på op til 326 km (WLTP). Desuden får man Citroëns såkaldte Advanced Comfort-affjedring, som udligner ujævnheder på en måde, der normalt kun opleves i langt dyrere biler.
En slags mini-priskrig
Ifølge markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen kan den nye pris få stor betydning for bilens fremtid i Danmark. Han mener, timingen er velvalgt:
»Den lille Citroën er kommet haltende fra start med lidt middelmådige anmeldelser og forsinkelser. Nu kan der da godt komme mere gang i sagerne efter prisnedsættelsen,« siger han.
»Det ser ud til, at de billige biler bliver endnu billigere. En slags mini-priskrig.«
Flere producenter har allerede skåret i priserne for at lokke elbilkøbere i indstigningssegmentet. Hyundai har sænket prisen på den helt nye Inster til 169.990 kr.
Inster er lidt kortere end ë-C3, men tilbyder moderne kabine, adaptiv fartpilot og bedre plads, dog med kortere rækkevidde og et mindre batteri på 42 kWh.
Peugeot, som deler teknik med Citroën, satte før sommerferien prisen på e-208 ned til 180.000 kr. Den tilbyder lidt mere motorkraft, men ikke den samme affjedringskomfort.
MG har tidligere haft sin ZS EV til salg for 170.000 kr., men den kampagnemodel er udsolgt. ZS EV er større og mere rummelig, men også tungere og baseret på ældre teknik.
Renault har netop introduceret sin elektriske 5’er i Danmark med priser fra ca. 190.000 kr. Den satser på retrodesign og moderne software, men er markant dyrere end ë-C3.
BYD Dolphin Surf har mere udstyr til priser fra 175.000 kr.
Rækkevidde under pres
Trods det stigende udbud er der aktuelt intet, der slår ë-C3 på pris. Kombinerer man basisprisen med den nye femårige fabriksgaranti, står bilen stærkt.
For 13.000 kr. ekstra byder Attraction-versionen på klimaanlæg, navigation, bakkamera, 17-tommers alufælge og flere komfortdetaljer. Med vinterpakke til cirka 7.000 kr. lander den samlede pris stadig under 180.000 kr.
»Med de nye priser sætter vi handling bag ambitionen om at gøre elektrisk mobilitet tilgængelig for alle,« siger Jonas Stausholm, brand director i Wismo Group.
»Fra starten har målet været at gøre ë-C3 til en folkelig elbil, og det sætter vi nu en tyk streg under med denne prisnedsættelse, der gælder hele modelprogrammet.«
Citroën ë-C3 blev testet af Jyllands-Posten i december 2024. Her blev komforten fremhævet som bilens største styrke. Affjedringen blev beskrevet som noget, man normalt kun oplever i dyrere biler.
Til gengæld blev det også klart, at ë-C3 har sine begrænsninger. Bilen har hverken adaptiv fartpilot eller varmepumpe, og rækkevidden falder mærkbart i koldt vejr. Evner og teknisk raffinement ligger under middel i klassen.
Om de nye priser er nok til at bringe Citroën tilbage som danskernes elbilsfavorit, er for tidligt at sige. Men ë-C3 er med ét slag blevet en af de mest interessante modeller i sin klasse.
Hør alt om biler i Jyllands-Postens podcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag. Lyt med hos Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.