Fortsæt til indhold

5.000 kroner på højkant: Hvem har gjort kommunen grønnere?

Nu kan du indstille kandidater til Syddjurs Kommunes Natur- og klimapris.

Samfund
sra

Syddjurs Kommune vil gerne hylde dem, der har gjort en særlig indsats for at højne naturen, biodiversiteten eller klimaet i kommunen, og derfor uddeler den en natur- og klimapris, fortæller kommunen i en pressemeddelelse.

Bor, arbejder eller er du foreningsaktiv i Syddjurs Kommune? Så har du nu chancen for at sende din indstilling og påvirke, hvem der vinder prisen og en præmie på 5.000 kroner i år.

Formand for Natur-, teknik og miljøudvalget Kim Lykke Jensen udtaler:

»Alle kan bidrage til at gøre Syddjurs Kommune til et sted, hvor bæredygtighed, klima, natur og miljø er i højsædet. Og det er netop den indsats, vi gerne vil hylde med Natur- og klimaprisen. Det kan være en virksomhed, der med sine omkringliggende arealer har skabt et særligt levested for insekter eller en lokal ildsjæl, der gør omverdenen opmærksom på truede arter og lokale klimaudfordringer. Vi glæder os til at se de mange gode indstillinger når vi skal behandle dem i udvalget - og vi opfordrer alle til at melde ind med kandidater, der fortjener anerkendelse.«

Prisen tildeles en lodsejer, organisation, forening, klub, virksomhed eller privatperson, der har formået at integrere, forbedre eller udvikle naturen under hensyntagen til blandt andet biodiversitet og klima eller på anden vis har gjort en særlig indsats for naturen eller klimaet i Syddjurs Kommune. Det kan også være en formidlingsindsats for at øge befolkningens opmærksomhed for natur og klima eksempel via sociale medier.

Du kan læse mere om kravene og indstille en kandidat på syddjurs.dk/natur-og-klimaprisen. Indstillinger skal ske senest 17. august 2025.