Forældrepar dræbt i voldsom ulykke: Frygter det sker igen - men kommunen vil intet gøre
Flere borgere frygter en ny alvorlig ulykke på Mariagervej i Randers. Kommunen afviser at gøre noget og har ikke lavet trafikmålinger siden 2022.
Den 26. juli 2024 rystede en dødsulykke på Mariagervej i Randers lokalsamfundet. En mand påkørte med høj fart en stationcar, hvor et yngre forældrepar til to små børn sad. De døde på stedet, og ulykken fik borgerne i området på barrikaderne.
De ønskede, at kommunen fik fokus på de, ifølge dem, mange biler, der kører for hurtigt ad vejen. Men her et år efter er der intet sket, og det kommer der heller ikke til.
Sådan lyder det fra Randers Kommune, der ikke har lavet trafikmålinger eller trafiktællinger på Mariagervej siden 2022.
»Desværre kan der på alle strækninger være bilister, der kører for stærkt. Men de seneste trafiktællinger viser lavere gennemsnitshastigheder på Mariagervej sammenlignet med andre indfaldsveje til byen,« skriver sektionsleder af veje og trafik i Randers Kommune Brian Skaarup Hannibal i et skriftligt svar til TV2 Østjylland.
Her henvises der til målinger i 2022, hvor gennemsnitshastigheden ifølge kommunen lå under de tilladte 50 kilometer i timen.
Selvom der ikke er lavet målinger siden, mener Randers Kommune, at der er gjort, hvad man kan for at undersøge behovet for yderligere trafikforanstaltninger på den store indfaldsvej.
»Randers Kommune foretager jævnligt trafiktællinger, især på større veje. Der er sjældent ændringer i hastighedsbilledet, medmindre der er udført skærpede foranstaltninger på strækningen.«
»Forvaltningen har i begyndelsen af 00’erne trafiksaneret Mariagervej med flere fodgængerfelter, helleanlæg og parkeringslommer for at forskyde vejens forløb og dermed sænke hastigheden,« lyder det fra Brian Skaarup Hannibal.
Han kalder samtidig ulykken i 2024 for en tragisk hændelse og henviser til, at politiet, Vejdirektoratet og kommunerne altid laver en teknisk undersøgelse efter en alvorlig ulykke.
»Konklusionen på undersøgelsen i denne situation er, at der ikke kunne konstateres vejtekniske årsager til ulykken. Det blev vurderet, at årsagen til ulykken skyldes menneskelige forhold,« skriver sektionslederen.
»Ikke godt nok«
Men det er ikke godt nok, mener flere brugere af vejen, som TV2 Østjylland har været i kontakt med.
Allerede et par dage efter ulykken i juli 2024 stillede Mathias Hansen sig frem med kritik af bilister på Mariagervej.
»Jeg vil beskrive denne vej som farlig. Jeg ser ofte bilister, der kører for stærkt her,« sagde han.
Og billedet har ifølge ham ikke ændret sig siden.
»Der bliver kørt alt for stærkt stadigvæk. Jeg synes generelt, der bliver kørt for stærkt i byen. Og mange steder overholder folk ikke deres vigepligter,« mener Mathias Hansen.
På en af sidevejene til Mariagervej bor Allan Hjortshøj, og hver dag går han tur med hunden på Mariagervej.
Han ser samme billede som Mathias Hansen.
»Der er alt for mange, der kører alt for stærkt. Der er utrolig mange fodgængerovergange på en kort strækning på vejen, og det kan blive farligt ved for høj hastighed,« spår han.
At Randers Kommune ikke har planer om at gøre mere for trafiksikkerheden på vejen, overrasker ikke Allan Hjortshøj.
»Det er typisk Randers Kommune. Der skal spares, og store regninger skal betales. Så skal de finde pengene et sted, og så går det ud over de forkerte,« siger han til TV2 Østjylland.
Han frygter, at det en dag ender helt galt. Igen.
»Jeg frygter, at vi ser samme ulykke som for et år siden, hvis ikke der bliver taget action på noget.«