Fortsæt til indhold

Netto nægter bøde for dårlig rengøring: Nu kan sagen ende i retten

Netto ved Søren Frichs Vej i Åbyhøj vil ikke erkende forholdet, selvom det ifølge Fødevarestyrelsen er anden gang, at de har problemer med rengøringen.

Samfund

»Vi kommer ikke til at erkende forholdet.«

Sådan lød det mandag fra Camilla Thyrring Pedersen, som er kommunikationskonsulent ved Salling Group, som blandt andet står bag Netto-kæden.

Efter fund af brune og sorte belægninger i blandt andet køleskab og fryser, fik Netto ved Søren Frichs Vej 53M i Åbyhøj en sur smiley 1. august. Det fremgår af en kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen.

Ved kontrolbesøget fik en medarbejder forelagt problematikken om manglende rengøring, hvortil vedkommende svarede:

»Det retter vi op på.«

På trods af at en medarbejder var til stede bliver der nu stillet spørgsmålstegn ved styrelsens dokumentation.

»Desværre har Fødevarestyrelsen ikke dokumenteret forholdene, hvilket er meget usædvanligt,« skriver Camilla Thyrring Pedersen i en mail til Din Avis og fortsætter:

»Ud fra butikkens egen dokumentation tyder det ikke på, at der er et særligt problem i butikken.«

Ikke første gang

Det er Fødevarestyrelsen, som tager ud og tjekker om alt er, som det skal være ved restauranter og butikker.

»En forbruger havde henvendt sig om, at der har været en fordærvet fødevare i butikken. Det har man dog ikke kunnet dokumentere, men de udsendte har kunnet dokumentere manglende rengøring,« siger Lasse Guldbrandsen, der er fødevarechef for Fødevarestyrelsens lokale enhed Fødevare Nord.

Og problemerne med rengøringen var ikke første gang.

Går man tilbage til den 25. september 2024 fik butikken en mellemfornøjet smiley, hvor det også var rengøringen, som haltede.

»Eftersom at de havde fået en anmærkning for rengøringen en gang før, resulterede det i, at de denne gang er endt med en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner,« siger han.

Salling Group nægter at erkende forholdet, og da de mener, at der mangler dokumentation, kan sagen nu ende med at blive taget for domstolen, fortæller Lasse Guldbrandsen.

»Der er intet krav om, at der skal tages billeder ved et kontrolbesøg. Vores udsendte har dokumenteret forholdet til den pågældende medarbejder og i rapporten,« siger han.

Sagen kan nu ende med at komme for retten.