Fortsæt til indhold

Metin Aydin er travl, genert og en kamphund: »Nogle politikere har hovedet oppe i egen røv«

Metin Lindved Aydin er drevet af en indignation, der har rødder i hans barndom. At være ilter er dog, siger han, sjældent vejen frem i politik.

Samfund

Metin Lindved Aydin kan godt lide at være forberedt. Det kommer til udtryk, da vi sidder ved et bord på rådhuset, klar til interview, og han skubber et overskriblet A4-ark med idéer til samtalepunkter over til mig. Det har han brugt tid på aftenen forinden.

Det er tydeligt for stort set alle andre, at den politiske leder for De Radikale i Aarhus er en travl mand, men han kan, siger han, selv kun mærke det, hvis han ikke når at forberede sig.

»Det er noget lort, hvis jeg må skøjte hen over ting. Det piner mig. Jeg bruger ekstrem megen tid på at læse op, og det er både spændende og ekstremt vigtigt. Vi skal have styr på fakta,« siger han.

Fakta er dog ikke altid det vigtigste at have styr på, når man er byrådsmedlem i Aarhus Kommune. I hvert fald ikke ifølge Metin Aydin.

»Politik er relationelt. Det betyder noget, hvordan folk har det godt med hinanden, også på tværs af partierne. Der er politikere, der er overfladiske, og det er en dyb bekymring for mig. Du kan være nok så reflekteret og velargumenteret og have ret, og alligevel ende med ikke at ret. Det betyder også, at politik ikke altid handler om, at det rigtige sker,« siger han.

52-årige Metin Lindved Aydin er ikke blind for, at han kan blive selvretfærdig. At han bedre kan pege på splinter i andres øjne end huske dem, der kan drille hans eget syn. Men han holder fast i, at der bliver truffet forkerte beslutninger i byrådet, fordi politik er relationelt.

På egen krop

Metin Lindved Aydin er uddannet arkitekt, og når han ikke laver politik-lektier, er han partner i entreprenørvirksomheden Woodconstruction. Han har gennem mange år også lavet frivilligt arbejde, heriblandt Nice Ninja, et taekwondohold for børn med særlige udfordringer, En for Holdet, hvor borgere indsamler affald og egenvirksomhed.nu, der hjælper flygtninge med at starte egen virksomhed.

»Min kone vil uden tvivl sige, at tingene går stærkt. Alting går alt, alt for stærkt,« lyder det.

Metin Lindved Aydin finder hver uge tid til to-fire gåture i skoven med sin kone, Anne-Grethe. Det er i skoven med sin kone, han har det bedst. Han er, siger han, genert og utilpas ved receptioner. Han beskriver sig selv som et blandingsprodukt. Søn af en muslimsk far, der ligger på bedetæppet fem gange om dagen, og en mor, der læser i bibelen hver dag og går i kirken om søndagen.

»Som dreng var jeg indadvendt og lidt af en enspænder. Jeg var ensom, og jeg har også mødt racisme. Jeg reagerer kraftigt på uretfærdighed og de ting, jeg har mærket på min egen krop. Mit samfundsengagement kommer helt sikkert fra min barndom og min opvækst,« siger han.

Metin Lindved Aydin blev, inden han gik ind i politik, nomineret til prisen som Årets Ildsjæl af Aarhus Kommune. Her ses han på rådhuset. Foto: Sten Brøgger

Metin Lindved Aydin er drevet af indignation. Han har ikke læst statskundskab. Han er ikke skolet politiker.

»Der var en hel del, jeg skulle lære, da jeg kom ind på rådhuset. Det har givet en del knubs. Jeg kan godt blive vred og har flere gange opført mig som en kamphund, især i forbindelse med havneudvidelsen, hvor jeg var vild og fyrig for at få ret. Det er ikke der, du altid kommer længst. Jeg har også været nødt til at gå tilbage til folk, som jeg har lagt arm med og sige undskyld,« siger han.

Det giver en »enorm tilfredsstillelse«, når Metin Lindved Aydin lykkes med noget, der kan give andre det, han selv har manglet.

»Det giver mig meget stor glæde. Det tapper ind i min barndom, hvor jeg selv har haft nogle nederlag,« siger han.

Det vigtigste, det eneste

Der mangler store ambitioner i Aarhus Byråd, mener Metin Lindved Aydin, og nogle politikere i Aarhus »har hovedet oppe i egen røv.« Han ved godt, at de ting, han siger, er til citat.

»Nogle af politikerne lukker øjnene og ørerne for det, der sker omkring dem. Jeg synes, at nogle politikere negligerer behovet for handling i forhold til vores klima. De håber på, at vi kan løse det med teknologi på et tidspunkt. Men vi er nødt til at gøre noget nu. Jeg synes, det er hovedrystende, at man kan få sig selv til at fralægge sig det politiske ansvar,« siger han.

Som det mere end antydes, er klimaet det altoverskyggende politiske tema for Metin Lindved Aydin.

»Hvis vi som mennesker skal have en fremtid her på planeten, kræver det, at vi får styr på vores klima, biodiversitet og vores miljø. Klimaet udgør en eksistentiel krise. Det kan betyde enden for os,« siger han og fortsætter:

»Jeg har brugt rigtig lang tid på at læse op på stoffet, og ingen regner med, at vi kan løse problemet. Det handler alt sammen om, hvordan vi kan komme til at leve med klimaændringerne eller gøre konsekvenserne tålelige. Der tænkte jeg ”holy shit”. Hvis vores børn ikke har en fremtid, kan det sgu være lige meget.«

52-årige Metin Lindved Aydin kan, siger han, stadig lave et taekwondo-spark i hovedhøjde. Det har endnu ikke været nødvendigt på rådhuset. Foto: Sten Brøgger

»Afgørende forskel«

Udover et større fokus på klimaet vil Metin Lindved Aydin rigtig gerne ændre det fokus, kommunen har på rekruttering til et fokus på fastholdelse.

»Vi har en personalekrise, hvor vi måske mangler 1.000 pædagoger i vores institutioner, og vi mangler sindssygt mange sosu-assistenter på plejehjemmene og de beslægtede erhverv. Vi burde sikre, at folk ikke søger nye græsgange, fordi de ikke kan holde arbejdsforholdene på skolerne, institutioner og plejehjemmene ud mere. Forholdene skal ikke bare være tålelige men gode, så vi kan fastholde de ældre medarbejdere, der snart ikke gider mere,« siger han.

Til november er der kommunalvalg i Aarhus Kommune. Metin Lindved Aydin kommer ikke til at jagte en rådmandspost i Sundhed og Omsorg, selvom han her kunne gøre en forskel i forhold til at fastholde kommunens medarbejdere. Magistratsafdelingen Børn og Unge taler til ham, fordi »det handler om vores fremtid.« Hans største ønske er dog at blive rådmand for Teknik og Miljø.

»Hvis jeg kan blive rådmand Teknik og Miljø for er det øverste trin for mig. Så skal jeg faktisk ikke videre. Jeg er arkitekt, og når man er arkitekt, så skaber man noget. Det handler om logistik og funktion, og den egenskab kan godt omsættes til kvalitet i byen. Jeg vil gøre en afgørende forskel på byen, og som rådmand har du en mulighed for at gøre din position gældende,« siger han.

Metin Lindved Aydin bor i Højbjerg med sin kone og parrets tre børn.