Uret tikker for Aarhus Airport: Har maksimalt en uge tilbage
Bestyrelsesformand vil ikke fortælle, hvordan det går med investor-forhandlingerne. Ifølge notat har Aarhus Airport dog maksimalt en uge til at lukke en aftale.
Uret tikker for Aarhus Airport.
Den kronisk underskudsgivende lufthavn hænger økonomisk set i med det yderste af neglene og skal meget snart have en afklaring på fremtiden. Gerne inden for en uges tid - forklaring følger.
Forhandlingerne med den potentielle investor, amerikanske Fairchild, trækker mere og mere ud, og der er endnu ikke landet en aftale.
Der pågår dog stadig forhandlinger, fortæller lufthavnens bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen til Din Avis Aarhus Onsdag, men ønsker ikke at gå nærmere ind i forløbet.
»Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Vi melder noget ud, når vi er klar,« siger han.
Inden sommerferien spåede Lars Dige Knudsen, at en aftale ville være på plads i juli eller august.
Er det stadig forventningen?
»Vi melder noget ud, lige så snart vi er klar,« lyder bestyrelsesformandens ordknappe svar.
Har maks. en uge
Der er ikke noget at sige til, hvis Lars Dige Knudsen, der leder forhandlingerne, ikke har det store overskud til at tale med journalister.
For han har ikke hele august til at nå til enighed med Fairchild.
Det afslører et lækket notat, som byrådet fik 17. juni, hvor det stod klart, at forhandlingerne trak længere ud end forventet. Byrådet blev blandt andet forberedt på, at et muligt nedlukningsscenarie kan blive en realitet.
Kort før sommerferien besluttede byrådet at forlænge en garantistillelse på 5 mio. kr. til lufthavnens bank, så kassekreditten kunne forlænges. Ligeledes forlængede man rentehenstanden på et 200 mio. kr. stort lån til lufthavnen.
Det gav Aarhus Airport likviditet til at opretholde driften indtil udgangen af september.
Men ifølge notatet så skal der altså senest indgås en aftale med Fairchild medio august, og det skyldes, at der skal være en statslig godkendelsesproces af udenlandsk investering, når man har at gøre med en kritisk infrastruktur af national interesse.
»Hvis deadline 30. september 2025 skal nås, vil Fairchild skulle indlevere ansøgning om godkendelse af investeringen (FDI-godkendelse) til Erhvervsstyrelsen senest medio august 2025,« står der i notatet.
Altså har parterne maksimalt indtil 20. august til at indgå en aftale og sende en ansøgning.
Sker det ikke, løber Aarhus Airport ganske enkelt tør for penge og risikerer en mulig lukning.
Forfærdelig klage-timing
Forhandlingerne med Fairchild er næppe blevet nemmere af, at Aalborg Lufthavn i denne uge har indgivet en klage til EU-kommissionen over den kommunale støtte, der over årene har beløbet sig til over 600 millioner kroner.
De mange tilskud skaber en unfair konkurrence, mener konkurrenten i nord, der ligesom kollegaerne i Billund ikke modtager støtte fra deres respektive ejerkommuner.
Det kan være en alvorlig sten i skoen for Aarhus Airport, at EU-kommissionen nu skal granske, om støtten er lovlig, da det må medføre en vis usikkerhed hos en potentiel investor.
Det er nemlig ikke uset, at EU-kommissionen tvinger en lufthavn til at tilbagebetale ulovlig støtte.
I 2014 faldt der eksempelvis en afgørelse om, at den polske lufthavn Gdynia-Kosakowo skulle betale 22 millioner euro tilbage, som den havde fået i kommunal støtte. EU-kommissionen vurderede, at støtten gav et urimeligt konkurrenceforhold overfor den nærliggende lufthavn i Gdansk.
Det endte med, at lufthavnen blev erklæret konkurs.
Ifølge bestyrelsesformanden i Aarhus Airport har EU-klagen fra Aalborg dog ingen betydning i forhold til forhandlingerne med Fairchild.
»Det har jeg heller ikke lyst til at kommentere. Der er ikke noget nyt i den sag for os, og det spiller ikke ind i forhandlingerne på nogen måde,« fastslår Lars Dige Knudsen.