Fortsæt til indhold

En æra sluttes efter 65 år - »Hvis du vil se en voksen mand stortude, så kom her forbi«

Når en dør lukkes, åbner der en ny, men derfor kan det jo godt gøre nas, når man skal sige farvel til livsværket.

Samfund

Hvis vi lige starter med det emotionelle, så er der ingen tvivl om, at der venter en bevægende dag 31. august.

Campingfatter Bjarne Nielsens stemme bliver hurtigt grødet, når han forsøger at sætte ord hans tanker, mens Tina Nielsen kalder det »skrækkeligt.«

Men det er jo sådan det er, og det er en beslutning, de selv har truffet, når de også flere gange frem til. Og de har i øvrigt heller ikke fortrudt. Men derfor kan det jo godt gøre ondt alligevel.

Søndag 31. august er det efter 65 år endegyldig slut med Auning Camping.

Camp Djursland - Auning Camping, som Bjarne og Tina Nielsen officielt omdøbte den til for nogle år siden. Det er dem, der har drevet pladsen siden 2003, hvor de selv bor midt i det hele i det hus, de selv har bygget.

Det samme er tilfældet med størstedelen af campingpladsen over de seneste 22 år, og det er naturligvis derfor, de blandede følelser for alvor kommer i kog, jo nærmere vi kommer på lukningsdagen.

Som vi tidligere har fortalt her i avisen, er beslutningen truffet ud fra fysiske overvejelser.

Tina Nielsen blev for nogle år siden sygemeldt med stress, og forrige år faldt Bjarne Nielsen igennem et hustag, mens han var ved at fjerne alger.

Det har sat sit præg på deres fysiske formåen, og det har været en hård proces at komme overens med, at kroppen ikke vil være med til det, der kræves af at holde campingpladsen på det høje niveau, som parret altid har stilet efter.

Tina og Bjarne Nielsen er fyldt med vemod og spænding. Om lidt river de livsværket Camp Djursland - Auning Camping ned for at starte på et helt nye kapitel med boligområdet 'Lysningen' midt i mellem skrønter og bøgetræer og alligevel midt i byen. Foto: Simon Carlson

Allerede i 2014 blev området omkranset af træer indlagt i kommuneplanerne som udstykningsområde den dag, hvor der ikke længere skal være campingplads. Sidste år besluttede parret, at den tid var kommet, og 2025-sæsonen skulle være den sidste.

»Det er surrealistisk, for vi elsker det jo at lave det her, men vi er sikre på, det her er den rigtige beslutning. Kroppen kan ikke holde til det, og der er også nogle børnebørn, som vi gerne vil have både tid og fysisk til at være sammen med,« fortæller Tina Nielsen.

Og derfor er de egentlig også ganske afklarede. Der er ingen fortrydelser, efterhånden som den endegyldige lukkedag nærmer sig.

»Vi bliver bekræftet hver dag i, at det er den rigtige beslutning. Det er helt slut for kroppen med det arbejde. Det går kun én vej, og så kan vi ikke drive stedet på den måde, som vi har skabt her,« siger Bjarne Nielsen.

»Men det sker jo med rigtig meget vemod og blandede følelser, for samtidig står der et megafedt projekt og venter på den anden side,« tilføjer han.

Lysningen åbner sig

Og her lader vi det emotionelle ligge for en stund, for grunden, hvor Auning Camping gennem 65 år har taget imod glade sommer-residerende, skal der fremover gøres plads til mere permanente beboere.

Her bliver udstykket 18 byggegrunde i varierende størrelser fra mindre parceller på 6-800 kvadratmeter til store skovgrunde på op mod 1700-1800 kvadratmeter.

Derudover er planen, at at område afsættes til at bygge op mod 22 rækkehuse eller dobbelthuse. Det bliver højst sandsynlit en anden privat bygherre, som får lov at købe og udvikle den del, af ’Lysningen’, som det nye boligområde kommer til at hedde.

Meget passende til det navn det et stor fælles grønt areal, hvor de gamle egetræer bevares, og en smal vej med bløde knæk skal arbejdes ind for at tilpasse sig landskabet og være med til at dæmpe hastigheden.

Det har været uhyre vigtigt for Bjarne og Tina Nielsen, at naturen bevares i området. Det er er det, der skal være med til at gøre det til et unikt boligområde i Auning.

Nogenlunde sådan kommer det nye boligområde 'Lysningen' til at forme sig i skovlandskabet i det tidligere Auning Camping. Illustration: Grandville

Ifølge parret handler udviklingen af boligområdet ikke kun om at sælge byggegrunde, men også om at sikre, at området bevarer sin særlige karakter.

Derfor skal lokalplanen indeholde klare retningslinjer for både farver og materialer, så nybyggeriet harmonerer med naturen og de omgivelser, de selv har været med til at forme gennem årene.

»Der bliver nogle bestemmelser om for eksempel farver og materialer. Det skal være et pænt område, hvor husene passer sammen og med omgivelserne,« fastslår de.

Parret bliver da også selv boende i deres nuværende hus, og har udtaget omkring 3000 kvadratmeter grund til at etablere sig i de vante, men alligevel fuldkommen nye rammer

Tanken havde ellers strejfet dem at bygge nyt hus tættere på skrænterne og skovområdet, men der er alligevel noget ved det hjem, de selv har bygget op.

»Vi har et fedt hus, som vi selv har lavet, og det kunne man da godt jævne med jorden og stykke ud i tre grunde, men hvorfor skulle vi det? Jeg har jo bygget det her, og det ville da både være ressourcespild, og jeg skulle ud og belåne fem millioner på at bygge en kasse oppe i skoven. Det gider jeg ikke. Dem vil jeg hellere bruge sammen med min familie,« fastslår Bjarne Nielsen.

Ingen nervøsitet

Allerede i efteråret i år begynder salget af grundene, mens byggemodningen forventes at gå i gang, når lokalplanen er endeligt godkendt i 2026.

I denne uge godkendte økonomiudvalget således, at planlægningen kan gå igang, og i næste uge må det dermed forventes, at kommunalbestyrelsen gør det samme.

Bjarne og Tina Nielsen forventer således, at byggemodningen for alvor kan gå i gang om et års tid - altså i efteråret 2026.

I mellemtiden står parret jo så uden den campingplads, som har holdt dem beskæftiget i 22 år.

Der er imidlertid også tænkt på finanserne i den periode.

Parrets bank har hele tiden været fuldt om bord på idéen om udstykningen af boligområdet, så der er en aftale på plads om mellemfinansiering, der også inkluderer det almindelige hushold, indtil parcellerne er solgt.

Hvis alt går vel, venter her da også en klækkelig klang på kistebunden, da den forventede salgspris ligger mellem 800-1500 kroner pr. kvadratmeter.

I helt runde tal forventer Bjarne Nielsen således, at der i gennemsnit kommer på den gode side af en million ind pr. byggegrund.

Han vedkender sig også, at det er omkring det dobbelte af, hvad man kan købe en byggegrund for i det nye boligområde i det østlige Auning.

Bjarne Nielsen forventer dog også, at klientellet til ’Lysningen’ er et andet.

Derfor har han absolut heller ingen rysten på hænderne i forhold til, om grundene bliver solgt.

»Havde det været for fem-ti år siden, så havde det været helt på månen med den pris i Auning, men i dag er det en by i vækst, og det bliver boliger i et helt unikt område. Og det er stadig billigere at købe her end i Hornslet,« konstaterer Bjarne Nielsen.

»Jeg er slet ikke nervøs for, om det skal blive solgt. Det holder mig aboslut ikke vågen om natten,« understreger han.

Vil du se en voksen mand stortude?

Og lad os da for en god ordens skyld så bare runde det emotionelle igen.

Søndag 31. august stryges flaget på Camp Djursland - Auning Camping altså for allersidste gang.

Det var i øvrigt den daværende borgmester i Sønderhald Kommune Kirsten Wyrtz, som hejste flaget, da Tina og Bjarne Nielsen overtog campingpladsen i 2003, og det bliver nuværende borgmester i Norddjurs Kommune Kasper Bjerregaard, som får æren af at tage det ned for sidste gang.
Så er ringen ligesom sluttet.

»Selvfølgelig er vi afklaret med det, men det er da hårdt. Man tager afsked med folk, som har været her de sidste 18 år. Vi har fulgt med i nogle menneskers liv og set deres børn blive større,« fortæller Tina Nielsen.

»Vi ved ikke, hvordan vi kommer til at reagere, men jeg har da sagt til folk, at hvis de har lyst til at se en voksen mand stortude, så skal de bare komme her forbi 31. august,« tilføjer Bjarne Nielsen - tidligere kendt som Campingfatter.