Fortsæt til indhold

Aarhusiansk Michelin-restaurant kaster penge efter noget helt andet end mad: »Vi ser det som et fantastisk supplement«

Folkene bag restauranten har gjort et nyt køb.

Samfund
ed

Den aarhusianske Michelin-restaurant Gastromé har opkøbt den professionelle netværksklub Decision Makers pr. 1. januar 2026.

Det skriver Gastromé i en pressemeddelelse.

Tilbage i 2019 startede netværket Decision Makers i Aarhus og har siden drevet netværksgrupper i andre byer. Stifterne bag er Nicolai Sabro Hansen og Nina Ulrik Jensen.

Gastromé driver allerede et erhvervsnetværk med 50 forskellige virksomheder fra Østjylland. Netværket har på kort tid opnået stor succes og flere står på venteliste for at komme med.

»Vi ser Decision Makers som et fantastisk supplement til vores eksisterende erhvervsnetværk. Decision Makers er sat i verden for at skabe relationer blandt ambitiøse, ligesindede erhvervstalenter.,« siger Nanna Panduro, der er CEO hos Gastromé.

Decision Makers blev stiftet i Aarhus i 2019 af Nicolai Sabro Hansen og Nina Ulrik Jensen. Målet for dem var at skabe et sted, hvor yngre, ambitiøse erhvervsfolk kunne mødes i uformelle rammer.

»På seks år er Decisions Makers vokset til et landsdækkende fællesskab, der har bundet over 300 af landets mest lovende erhvervs- og ledelsestalenter sammen,« siger Nicolai Sabro Hansen, som er medstifter af Decision Makers.

Decision Makers Gastromé åbner op fra 1. januar 2026 med begrænsede antal pladser. Prisen for at deltage i netværket er 14.000 for otte events fordelt over et år.

Medlemmerne vil blive præsenteret for relevante faglige emner inden for ledelse og iværksætteri.

»Vi tror på, at gastronomi kan bringe mennesker sammen, og det ønsker vi at facilitere. Derfor laver vi festival pop-up restauranter, leverer mad til AGF’s VIP-arrangementer og skaber netværk mellem virksomhedsledere,« siger Nanna Panduro.