Et nyt mål er sat for Aarhus: Vil være de bedste
Nu vil forening styrke flere sider af Aarhus.
Et ambitiøst mål er blevet sat: Aarhus skal være Danmarks bedste shopping- og oplevelsesby.
I en pressemeddelelse skriver Erhverv Aarhus og Aarhus City Forening, at en ny indsats skal hjælpe dette mål på vej.
»Vi vil skabe en bymidte med aktiviteter året rundt, som kombinerer shopping, madoplevelser, kultur og events på en måde, der gør Aarhus til en super attraktiv by at besøge og drive forretning i,« siger Mai Louise Agerskov, der er bestyrelsesleder for Erhverv Aarhus.
Der er flere forslag fra byrådet, som understreger viljen til en styrket indsats i midtbyen.
»Den brede politiske opbakning på tværs af partier giver et solidt mandat til en langsigtet og ambitiøs udvikling af midtbyen,« siger Henrik Kleis, der er bestyrelsesformand for Aarhus City Forening.
Fusionen mellem Erhverv Aarhus og Aarhus City Forening formaliseres primo 2026, såfremt medlemmerne hos Aarhus City Forening godkender den på en kommende generalforsamling.
»Det har været en ære at stå i spidsen for Aarhus City Forening gennem snart 23 år. Jeg glæder mig over, at vores arbejde nu bliver en del af Erhverv Aarhus’ organisation,« siger Claus Bech, der er direktør i Aarhus City Forening.
Ifølge Poul Dalsgaard skal indsatsen ledsages af et nyt udvalg i Erhverv Aarhus: ’Den levende by’.
Udvalget skal sikre faglig tyngde og bred forankring i arbejdet med at udvikle midtbyen. Det forventes at blive etableret i løbet af efteråret.