Landsby gik all-in til PostNord Danmark Rundt: Fordoblede sit indbyggertal
Gæster og beboere i landsbyen Skjød sørgede for forrygende stemning under Danmarks store etapeløb.
Folk fra nær og fjern valfartede til Skjød for at tage del i landsbyens cykelfest på den sidste etape af PostNord Danmark Rundt. Arrangørerne vurderer, at der stod omkring 500 publikummer på ”opløbsstrækningen” i landsbyen. Skjød havde gjort et kæmpe nummer ud af at være et punkt på etapen, der gik fra Hobro til Silkeborg og omfattede næsten 50 kilometer på asfalt i Favrskov Kommune.
»Det er dobbelt så mange, som der bor i byen. Det var både folk med og uden relation til byen, og de kom lige fra morgenstunden. Det var virkelig fedt,« siger Jens Bay Madsen, en af initiativtagerne til cykelfesten.
Borgerne havde bygget en tømmerflåde, der blev sat ud i vandet ved gadekæret, hvor publikum kunne sidde og nyde en forfriskning og mad fra street food fra Randers.
Da rytterne kørte igennem byen, blev de ledsaget af tonerne til et 20-mands hornorkester fra Hammel, Brass Band Da Capo, og en masse udklædte og glade cykelfans med flag og skilte.
Udenfor byen havde en maskinstation pyntet en stak halmballer med et kæmpe Dannebrogsflag, som blev bemærket af kommentatorerne på DR, der viste hele løbet dirkete på TV. Inde i byen var der udspændt et banner over vejen med en ”reklame” for landsbyen.
»Vi er nogle i landsbyen, der får nogle skøre idéer, og så bakker folk bare op. Det er frivillige, der har hjulpet med at bygge tømmerflåden og alt det andet, så vi er meget taknemmelige. Det er en mega sej landsby at bo i,« siger Jens Bay Madsen.