Fortsæt til indhold

Sara Slott bliver ny ambassadør for festuge-gin

Den tidligere atletikdronning og OL-medaljevinder har som ambassadør været med til at udvikle den nye festuge-gin.

Samfund

For femte gang har Aarhus-destilleriet Njord udviklet den officielle festuge-gin. Og for fjerde år i træk er det i selskab med en vaske-ægte Aarhus-kendis.

De foregående år har Stig Tøfting, Anne Hjernøe og Chili Klaus været ambassadører for den populære gin.

I år er valget faldet på den tidligere OL-medaljevinder, Sara Slott.

»Jeg har sagt ja, fordi det er et Aarhus-initiativ. Det har ikke noget at gøre med, at det er et alkohol-initiativ, fordi det var ikke helt min hjemmebane. Vi havde en lang snak om mit forhold til Aarhus, hvor jeg har brugt mest af min tid for at skyde os ind på, hvad det var, vi kunne lave sammen,« siger hun og tilføjer:

»Det har været en sjov proces, og det er altid spændende at møde nørder. Og det er sagt med kærlighed. Jeg er jo selv en nørd og bliver fascineret af, når folk er superpassionerede og kan nogle ting helt ned i mindste detalje. Det har været helt vildt spændende og meget berigende.«

Troels Præst Andersen grundlagde Njord sammen med Lars Toke Graugaard tilbage i 2014, og duoen var ikke i tvivl om, at Sara Slott var den rette til at videreføre traditionen.

»Vi har fundet et Aarhus-ikon, som er ret unik og interessant, fordi hun er den første danske atletik-kvinde, der har vundet en OL-medalje. Hun har slået sit navn fast og er kendt af de fleste for sin dedikation,« fastslår Troels Præst Andersen.

Lars Toke Graugaard - yderst til venstre - og Troels Præst Andersen - yderst til højre - er ejerne af Njord på Sydhavnen. Her står de med to tidligere ambassadører, Anne Hjernøe og Chili Klaus. Arkivfoto

Løbebaner og solbær

Årets festuge-gin har et rødligt skær, og det er der en ganske naturlig forklaring på.

»Sara har snakket meget om solbær. Og så passer farven også på de løbebaner, hun har været på gennem årene,« siger Troels Præst Andersen.

»Det giver god mening, at der er solbær i. Jeg har brugt solbær som min energidrik. I stedet for at bruge en formue på forskellige energidrikke, har jeg altid drukket solbærsaft, når jeg har haft hårde træninger. Det har virket for mig,« forklarer hun.

Sara Slott er stor fan af italiensk mad, og derfor har de i fællesskab en simpel råvare som salvie. Og her faldt valget på sølvsalvie for at markere, at det var en OL-sølvmedalje, hækkeløberen fik om halsen i 2016 i Rio de Janeiro.

Traditionen tro står destilleriet, som holder til på Sydhavnen, for årets velkomst-cocktail til den store officielle festuge-åbning på Aarhus Teater. Og her er den nyudviklede gin en vigtig ingrediens.

»Vi har kaldt den for ”Solbærsmil fra Sydhavnen”, og der er også solbærsirup og citronvand i. Vi skal servere 700 velkomstdrinks, så dér får vi noget at se til,« lyder det fra Troels Præst Andersen.

Sådan ser den nye festuge-gin ud, som Sara Slott lægger navn til. Pressefoto