Kommentar: En halv ko løber ikke selv ind til slagteren

Hvilken by skal Aarhus være? Det store spørgsmål rejser sig i det lille eksempel: Slagter-Riget i M.P. Bruuns Gade er kørt over af kommunen. Bogstaveligt talt. En parkeringsplads foran butikken fjernes uden varsel og uden snert af inddragelse. Pladsen bliver blandt andet brugt til at få leveret varer til butikken, men skal i fremtiden være et blomsterbed, som ingen har efterspurgt.

Slagterforretningen frygter, at det i fremtiden bliver dyrere at få leveret varer, når det bliver mere bøvlet for leverandørerne at komme frem til butikken i midtbyen. Dyrere varer giver højere priser og færre kunder. Det kræver ikke en doktorgrad i udbening at regne ud, at byens forretninger, herunder også en slagter, lever og dør med leverancer. Men logistikken og praktikken passer dårligt ind i kommunens powerpoint-visioner for Aarhus. Man ser aldrig en fragtbil på sådan en arkitektvisualisering, som åbenbart udgør politikere og embedsfolks verdensbillede. En virkelighedsfjern verden, hvor solen altid skinner på de latte-drikkende.

Kommunen erkender ligefrem, at æstetik i tilfældet Bruuns Gade vægter højere end praktik. Det vil dermed sige højere end et rigtigt byliv med handel. Man kan næsten høre selvtilstrækkeligheden, når det fra kommunen lyder, at den jo ikke kan inddrage alle i alt. Nej, men man kan i det mindste høre de forretninger, der bliver direkte ramt på eksistensgrundlaget. Det kan endda være, at den endelige løsning blev bedre efter kvalificeret input fra de berørte. Men det kræver både vid, lyst og en anden selvforståelse.

Meget i denne by er bygget på partnerskaber og samarbejde. Uden det havde vi f.eks. intet universitet i dag. Sådan var det engang. At lytte til et byrådsmøde i dag er ofte en deprimerende påmindelse om, hvor fritsvævende meget er blevet. Kommunen som institution er på mange måder blevet større end Aarhus som by.

For virkeligheden er, at en halv ko ikke selv løber ind i en slagterforretning. Det drypper ikke med baristakaffe fra himlen, og melet til surdejsbollerne drysser ikke direkte ned i røremaskinen. Maden og drikkevarerne på restauranterne kommer et sted fra. Supermarkederne, stormagasinerne og butikkerne får ikke varer på hylderne ved et tilfælde. De skal leveres. Hver dag, også i midtbyen.

Gør man det endnu mere besværligt og dermed dyrere, forsvinder butikkerne, og så må beboerne i midtbyen op på ladcyklen eller ind i bussen for at køre til forstæderne efter alt fra fars til bagegær. Tilbage vil vi stå med kommunens rapporter og smukke masterplaner. Men man kan ikke spise visioner til aftensmad, og en butik med tomme hylder er en død butik. Så: Hvilken by skal Aarhus være? En levende handelsby eller et dødt showroom for arkitekttegninger og perfekt satte kantsten?