Skole får 70 millioner: »Det bliver et naturligt samlingspunkt«
En betydelig donation fra A.P. Møller Fonden sikrer opførelsen af trivselshus.
Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten skal bygge et såkaldt trivselshus. Til det har skolen modtaget 70 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden, skriver skolen i en pressemeddelelse.
Det nye trivselshus skal danne rammen om idræt, sociale aktiviteter, værksteder og en studiecafé på skolens campus i Hadsten.
Skolen bidrager selv med 16 millioner kroner til projektet. Dermed er finansieringen på plads.
A.P. Møller Fonden støtter trivselshuset på Den Jyske Håndværkerskole, fordi skolen med sin højskoletradition skiller sig ud ved at tilbyde skolehjemspladser til næsten 600 elever og et uddannelsesmiljø, der vægter håndværkstraditioner, moderne teknik og almen dannelse højt.
»Det nye trivselshus bliver et markant løft i skolens fysiske rammer og bliver hjertet i skolens særlige 24-timersskole, hvor eleverne blandt andet får adgang til værksteder og faciliteterne døgnet rundt,« lyder det i pressemeddelelsen fra Den Jyske Håndværkerskole.
Da skolen er den eneste i Danmark, der uddanner tagtækkere, får det nye hus en stråbeklædt facade og stråtag. Indendørs laves en multisal, et motionsområde, et cafe- og loungeområde samt et flexlab og flexrum, hvor eleverne kan mødes og arbejde med deres håndværk i fritiden.
Udover trivselshuset omfatter projektet også modernisering af opholds- og uderum og nye forbindelsesveje mellem de forskellige områder på campus.
»Trivselshuset er en investering i vores elever og i fællesskabet på skolen. Det bliver et naturligt samlingspunkt, hvor faglighed og trivsel går hånd i hånd, og det styrker vores unikke 24-timersskolemodel. Vi er taknemmelige for støtten fra A.P. Møller Fonden, som gør projektet muligt,« siger Jesper Kofoed Petersen, direktør på Den Jyske Håndværkerskole, i pressemeddelelsen.
Det kommende trivselshus er tegnet af Cubo Arkitekter. Arkitekterne har lagt vægt på at skabe en funktionel, bæredygtig og inspirerende bygning, der binder campus sammen. Som en del af arbejdet har elever, undervisere og administrative medarbejdere været med til at forme husets faciliteter.