Fortsæt til indhold

Simpelt, sikkert og robust: Nyt valgsystem tages i brug til kommunalvalget

Det er kommunernes it-fællesskab, KOMBIT, der står bag det nye it-system, der er bygget efter tre principper: simpelt, sikkert og robust.

Samfund
sra

Selvom kommunal- og regionsvalget først finder sted 18. november, så blev Danmarks nye valgsystem taget i brug for første gang 19. august, hvor der er blevet åbnet for, at kommunerne og regioner blandt andet kan begynde at indtaste data og opsætte brugere, skriver KOMBIT, der står bag systemet, i en pressemeddelelse.

Direktør for Borgernære løsninger og Samfund hos KOMBIT, Mikkel Hedegaard, har ikke været i tvivl om, hvad der har været det vigtigste at fokusere på i udviklingen af det nye valgsystem:

»Det har fra dag et været målet at udvikle et system, der er simpelt, sikkert og robust. Simpelt, fordi de fleste brugere kun anvender systemet den ene dag, hvor der er valg. Sikkert, fordi vi ved, at der er stigende opmærksomhed omkring et valg, også fra aktører der ønsker at destabilisere vores demokrati. Robust, fordi det er en løsning, der bare skal fungere når som helst og altid,« siger han.

Kommunerne har i samarbejde med KOMBIT været i gang med at afprøve og øve sig i det nye valgsystem i over et år. Udrulningen foregik i tre bølger, hvor hver udrulningsbølge blev afsluttet med et ”prøvevalg”.

I starten af februar 2025 blev valgsystemet så testet igen. Dette foregik ved en fuld test, hvor alle landets kommuner og regioner deltog i et ”skyggevalg”, hvor alle kommuner og regioner skulle afprøve løsningen samtidigt ved et simuleret kommunal- og regionrådsvalg.

KOMBIT har overtaget ansvaret for at drive et it-system til at understøtte valghandlingen fra it-virksomheden KMD, som har stået for at levere den administrative it-understøttelse til afviklingen af valg i 55 år. Da KMD i 2009 blev solgt til private investorer, blev det besluttet, at KOMBIT skulle overtage ansvaret for de store løsninger, hvor valgsystemet er den sidste.