Fortsæt til indhold

Hvem ringer mon klokkerne for en lørdag eftermiddag i slotsparken?

Det Transportable Klokkespil ruller igen ind i slotsparken på Gammel Ryomgård til en koncert med Per Rasmus Møller.

Samfund

Lørdag 30. august kl. 16:00 får Ryomgård endnu en gang besøg af Det Transportable Klokkespil, når den lokale klokkenist, Per Rasmus Møller, inviterer til en unik musikalsk oplevelse i Gammel Ryomgård slotspark.

Klokkespillet, som har 50 klokker og blev doneret af A. P. Møllers Fonde i 2006, hører til dagligt hjemme i Løgumkloster, hvor det bruges som undervisningsinstrument på Den Nordiske Klokkenistuddannelse.

Per Rasmus Møller, der selv bor i Ryomgård, har tidligere givet velbesøgte koncerter i slotshaven for år tilbage.

Klokkespillet, der vejer hele 3 tons, er bygget op på ladet af en lille lastbil.

Midt i det hele sidder klokkenisten ved sit stokklaviatur og spiller løs. Klaviaturet består af 50 rundstokke - en for hver klokke - og der er desuden pedaler, som på et orgel. Der er direkte mekanisk forbindelse til klokkerne, så klokkenisten kan spille både svagt og kraftigt, ligesom på et klaver.

Koncerten varer en times tid, og i en indlagt pause bydes der på en lille forfriskning og en mulighed for at se nærmere på det helt særlige musikinstrument.
Publikum opfordres til selv at medbringe en stol eller et tæppe.

Der ikke er mulighed for parkering på godsets område. Parkering kan evt. ske ved Byparken overfor.