Har boet 66 år på samme adresse: Nu flytter Kristian og Birthe fra det hus, hans bedstefar byggede i 1910

Landsbyen Haurum kendes nok af de fleste som den by, man kører forbi med cirka 80 kilometer i timen på Randersvej. Landsbyens kirketårn kan ses på lang afstand, mens de to veje, der fører ind i hver sin del af byen, hurtigt forsvinder i bakspejlet.

For Kristian Jørgensen er Haurum ikke en by, der på nogen måde er hurtigt overstået. Han har i sine 76 leveår boet 66 år i Haurum. Ja faktisk har han boet 66 år i huset på Randersvej 195, men nu er det slut. Han og hustruen Birthe på 74 skifter landsbyidyllen i Haurum ud med Hammel og et næsten naboskab med deres datter i den større by.

»Det var måske lidt en pludselig indskydelse, at vi skulle sælge huset nu. Men vi må erkende, at vi ikke længere kan holde ejendommen i den stand, vi gerne vil, og så er det på tide at komme videre til noget, vi nemmere kan overskue,« lyder det fra Kristian Jørgensen.

Den store ejendom, der ligger trukket væk fra Randersvej ad en grusvej, blev bygget i 1910 af Kristians bedstefar Niels Anton Jørgensen. Han og bedstemoren boede der til 1948, hvor Kristians forældre overtog den. De boede der i 30 år, indtil Kristian og Birthe overtog den i 1978.

Altid Randersvej

Det er ikke første gang, Kristian og Birthe skal bo i Hammel. Da Kristian i sin tid forlod de trygge rammer hos mor og far, flyttede han også til Hammel, og selvom det var lidt af en omvæltning, så var det ikke det hele, der var nyt.

»Da jeg boede i Hammel, boede jeg også på Randersvej. Det er den vej, der hedder Gl. Randersvej i dag, så jeg har boet hele mit liv på Randersvej,« fortæller han.

Når han og Birthe nu flytter til Hammel, må de øve sig i at skrive et nyt vejnavn, når de skal skrive deres adresse. Der bliver Randersvej nemlig skiftet ud med Skovbrynet.

»Vi har heldigvis fået en andelsbolig, der er nyrenoveret og med en god beliggenhed. Ja og så er det også den med den største have, og det er vigtigt for Birthe,« siger Kristian Jørgensen og peger på den velholdte have, der danner baggrundstæppe for den havestue, vi sidder i.

Selvom det naturligvis har været en svær beslutning at forlade det hjem, der har skabt så mange minder gennem et helt liv og flere generationer, har det altid været meningen, at seniortilværelsen skulle findes i Hammel.

»Jeg plejer at sige, at når en af os dør, så flytter jeg til Hammel. Nu ser det ud til, jeg bliver nødt til at tage ham med,« siger Birthe Jørgensen med et grin.

Svære at slippe af med

Ægteparret har altid været glade for at bo i Haurum, og de fortæller, at byen lige nu er ved at blomstre op igen efter at have været gennem en søvnig periode. Der flytter nemlig mange unge mennesker til byen, og det er unge mennesker, der vil byen, og vil det sociale.

»Det er virkelig dejligt at mærke, at der igen kommer gang i byen. Det er rigtig gode mennesker, der kommer hertil, og det glæder vi os rigtig meget over,« siger Birthe Jørgensen og slår fast, at ægteparret nok er nogle af de bedste vidner til byens udvikling.

»Vi har snakket om, at vi nok er nogen af dem, der har boet her i flest år. Vi er i hvert fald dem, der har boet på samme adresse i flest år, så vi har oplevet byens udvikling.«

Man siger, at tal ikke lyver, og når både Birthe og Kristian med et glimt i øjet siger, at de er den slags mennesker, der ikke er til at slippe af med, så bakker tallene dem op.

Parret har netop holdt guldbryllup, Kristian nåede at være 25 år på sin sidste arbejdsplads, mens Birthe nåede at være ansat i kommunen 41 år. Og ja så har de jo boet på samme adresse siden 1978.

»Ja, vi er gode til at holde fast,« konstaterer Kristian Jørgensen tørt.

Hobby, landbrug og bøvl

Da Kristians bedstefar Niels Anton Nielsen byggede ejendommen på Randersvej 195 tilbage i 1910, var det for at drive landbrug på gården. Det fortsatte Kristians forældre med, da de overtog ejendommen. De to generationer levede hovedsageligt af landbruget, men da Kristian og Birthe overtog ejendommen, var det slut med fuldtidslandbrug på adressen.

»Vi har jo begge haft fuldtidsarbejde, så det har aldrig været vores intention at drive landbrug på stedet,« siger Kristian Jørgensen.

Og selvom Birthe også kommer fra landet, var hun heller ikke interesseret i at arbejde på et landbrug.

»Egentlig var det ikke min drøm at flytte herud. Jeg syntes, jeg havde arbejdet nok i landbruget i min barndom. Men i de første syv år, vi boede her, fik vi renoveret ejendommen, så det ikke længere var et landbrug,« fortæller hun.

Helt slap de dog ikke landets glæder. Gennem livet har de haft stort set alle landbrugsdyr, men det har kun været på hobbyplan.

»Vi har haft hunde, katte, kaniner, grise, køer, får og heste, men vi kørte træt i det, fordi der simpelthen var alt for meget administrativt bøvl. Jeg er sikker på, at det er det administrative, der dræber lysten til at drive et lille landbrug, og i dag er det jo ikke nogen, der lever af landbruget uden at have mere end 200 hektar,« siger Kristian Jørgensen.

Købt ubeset

Egentlig havde Kristian og Birthe Jørgensen regnet med, at de nok fik lidt mere tid i det hus, der har været deres hjem i alle disse år. De havde forventet, at det ville tage et stykke tid at finde den køber, som drømte om et hus på landet i Haurum.

»Vi har jo set, at der kan gå flere år, før et hus bliver solgt, men det her blev altså solgt med det samme og uden nogen fremvisning. Køberen har aldrig været i huset, så vi tænker, at det nok først og fremmest er jorden, han har været interesseret i, men det er da en bonus for ham, at der også står et fint hus her,« siger Kristian Jørgensen.

Han og Birthe har passet på huset og renoveret det løbende.

Selvom køber først overtager huset 1. november, er ægteparret allerede gået i gang med at pakke og sortere, for der samler sig mange ting, når man har boet et sted så mange år.

»Man burde jo faktisk flytte hver femte eller syvende år, hvis man skulle gøre det rigtigt. Så var det lidt mere overskueligt, og man fik sorteret i alle sine ting,« siger Kristian Jørgensen.

Masser af minder

Det er ikke kun flyttekasserne, der begynder at hobe sig op. Nok er parret helt afklarede med at skulle flytte fra huset, men minderne har det med at forfølge en.

»Det er jo her, vores to børn er født, og vi har rigtig mange minder med dem, men også med vores børnebørn, som elskede at komme her. De var ofte på ferie heroppe sammen, og så kørte de på ATV, mooncar og crosser. Der var gang i den, og det krævede også, at vi huskede at have mange is i fryseren,« husker Birthe Jørgensen, der ikke er i tvivl om, hvad hun kommer til at savne ved huset på grusvejen ved Haurum.

»Jeg kommer til at savne vores udestue og naturen. Jeg fodrer jo fuglene 365 dage om året, men lige nu er de på afvænning, så de ikke får et chok, når vi flytter. Rådyrene kommer ned og spiser af mine roser. Det har de ikke lært, at de ikke må endnu, og så har vi jo både harer og fasaner på besøg. Og så kommer jeg til at savne sammenholdet i Haurum.«

»Men vi får jo også et godt naboskab i Hammel. Der får vi helt sikkert også et godt sammenhold, og så er Hammel jo ikke længere væk, end at vi kan komme til arrangementerne i Haurum og holde fast i nogle af de gamle venskaber,« lyder det fra Kristian Jørgensen.