En stærk kvinde er gået bort – Tina tabte kampen til kræft. Ægtefællen og børnene kigger ind i en tom hverdag

At skulle starte et liv uden en person, som vi aldrig har kunnet forestille os at undvære, ændrer alt.

Et nyt kapitel begynder – for os, der er tilbage – uden den, hvis liv er endt.

Det er ikke noget, vi har ønsket eller bedt om.

Men alligevel sker det, og vi står over for en ny virkelighed, hvor vi skal finde måder at navigere i en verden, der føles tom og fremmed. Vi må lære at leve med savnet og finde styrke i minderne, mens vi langsomt bygger en ny tilværelse uden den, vi har mistet. Det er en smertefuld proces.

Sorg er en kærlighed, du ikke kan blive af med, som Johannes Møllehave har formuleret det så smukt.

For 54-årige Thomas Gudumlund og hans tre voksne børn, Tobias, 27, Troels, 25 og Terese, 22, er det smertefuldt lige nu og vil være det lang tid endnu efter tabet af hustru og mor, Tina Aude Gudumlund, 54, som 4. august tabte kampen til en uhelbredelig kræftsygdom.

»Det er tomt, og tiden snegler sig afsted. Man har svært ved at tage sig sammen, og det er en kamp hver morgen at skulle stå op og gå på arbejde,« siger Thomas på terrassen ved familiens hus i Søparken i Ryomgård.

Thomas Gudumlund arbejder som selvstændig tømrer. Han ved, at det er i hans afdøde hustrus ånd, at livet skal gå videre, som det hedder, og han skal passe sit arbejde.

»Jeg husker den første morgen efter, at Tina var sovet dagen før på sygehuset i Randers, hvor tomt der var i huset. Børnene var godt nok hjemme, men da gik det for alvor op for mig, at der ikke var nogen Tina, som jeg kunne sige god morgen til og veksle et par ord med, før vi stod op,« mindes han, mens han vifter en tåre væk fra ansigtet.

Hårdt ramt familie

Familien har været hårdt ramt i de senere år.

Thomas Gudumlund har selv været ramt af kræft, og det samme har hans søster og bror. Hans far døde for nogle år siden af kræft.

»Min søster Helle og jeg fik det konstateret samme dag.«

Både han og søsteren er helbredt i dag, men går naturligvis løbende til tjek.

Hans bror, Niels Henrik, har en kræftform, som han lever med, men ikke kan helbredes.

»I foråret 2024 blev jeg meldt helbredt af lægerne, men kort efter begyndte Tina at få ondt i maven. I første omgang troede lægerne, at det var mavesår, men 6. november fik hun at vide, at hun havde kræft. Den havde spredt sig fra bugspytkirtlen og ned i leveren.«

Tina Aude Gudumlund, der var uddannet bioanalytiker, havde selv en mistanke. Qua sin uddannelse kunne hun forstå tallenes tale.

Datteren Terese, der har haft læreplads i SuperBrugsen Glesborg, skulle dagen efter op til sin afsluttende eksamen.

»Jeg var et helt andet sted,« husker Terese.

Med til ovenstående hører, at Tina mistede sin far, Erik Aude, 26. maj i år ret kort tid efter, at han og Tinas mor var kommet på plejehjem i Ebeltoft.

En nevø mistede tidligere i 2024 livet ved en ulykke i Australien.

»Jeg tænker tit på, om der egentlig er en, som holder hånden over vores familie,« funderer Terese stille.

Nåede hjem til farvel

Terese tøver ikke med at beskrive sit forhold til sin mor som noget, der mindede om et stærkt venindeforhold.

»Hun var selvfølgelig først og fremmest min mor, og vi har altid kunnet tale tæt og om følelser. Hvis jeg havde problemer og havde svært ved at finde en udvej, kunne jeg altid gå til min mor, fordi jeg vidste, at vi kunne snakke, og hun ville fortælle mig, at der altid findes en løsning,« smiler Terese.

»Mine brødre er selvfølgelig lige så meget ramt af sorg som jeg, men drenge tackler den på en anden måde. De holder måske facaden lidt mere, men også de vidste, at mor kunne man altid gå til og få et råd.«

Terese var på ferie i Tyrkiet i god tro den dag, hendes mor døde, sammen med sin kæreste.

»Vi havde fået at vide af fagfolk, at det kunne vi godt, fordi de ikke forventede, at døden var nært forestående.«

»Da vi var landet i Tyrkiet og sad i en bus, der skulle bringe os til vores hotel, fik vi besked om, at vi skulle komme hjem. Vi nåede slet ikke at booke ind, men fik fat i en taxa, der kørte os tilbage til lufthavnen, hvor vi ved nærmest et lykketræf kunne hoppe på et fly til Hamborg. Der var netop lige to ledige pladser.«

Terese og hendes kæreste blev hentet i Hamborg af familiens gode ven, Mickey Nørgaard, der kørte dem til Randers Sygehus.

Der kom en reaktion

»Jeg nåede ikke at snakke med min mor, men jeg trykkede hende i hånden til farvel, og en god time senere døde hun klokken 15.17.«

Thomas Gudumlund fortæller, at han og den omkringstående familie bemærkede en tydelig reaktion fra Tina, da Terese ankom og trykkede hende i hånden.

Det blev Terese glad for at vide midt i sorgen.

Hun fortæller rørende om, hvordan familien har haft svært ved at vaske moderens tøj efterfølgende.

»Vi har taget det op og sniffet til det og kysset det, fordi det lugter så meget af mor.«

En stærk kvinde

Både far og datter kan fortælle om en stærk kvinde, der var en hjørnesten i hjemmet.

Tina Aude Gudumlund stoppede som bioanalytiker på Aarhus Amtssygehus i 2006.

»Da jeg kom hjem en dag, fortalte hun, at hun lige havde sagt op. Hun kunne ikke få arbejdet til at hænge sammen med tre børn og mit arbejde. Kort efter blev hun dagplejemor, og det var hun frem til, at hun blev sygemeldt 6. november, da hun fik at vide, at hun havde kræft,« fortæller Thomas.

Tina Aude Gudumlund var en stædig kvinde, der havde sine meningers mod. Hun sagde tingene pænt og ordentligt til folk, hvis hun var uenig med dem. Men medløber var hun ikke.

»Hun kæmpede til det sidste. Selvom den sidste tid var nedtur på nedtur, så bevarede hun et lille håb,« siger ægtefællen.

»Typisk for Tina støvsugede hun hele huset om fredagen, som hun dagen efter måtte indlægges akut, fordi hendes krop ikke kunne klare mere.«

Terese mindes, hvordan hun på hendes fridage kørte med sin mor, og hvor glad moderen var for de snakke, som bilturene affødte.

»Vi fik mange gode og åbne snakke om fremtiden, og hun satte ord på, at hun ikke kom til at opleve at blive farmor og mormor eller se os tre børn blive gift. Alligevel var det hende meget magtpåliggende at fortælle os, at vi skulle få et godt liv. Ynkes det ville hun ikke,« siger Terese.

Tina Aude Gudumlund tog sin hårde skæbne på sig og var stærk til det sidste.

En mærkedag

Bisættelsen i Marie Magdalene Kirke 8. august var selvfølgelig hård for far, de tre børn og de nærmeste.

»Men hvor var det dejligt at mærke den varme, der strømmede imod os fra de mange, der kom for at sige farvel. Det hjalp os meget, og det fylder fortsat meget hos os,« forsikrer Thomas Gudumlund, der også roser sognepræst Susanne Hjørlund for en smuk prædiken.

»Den var lige i Tinas ånd. Hun havde selv valgt Susanne Hjørlund, fordi hun også bisatte hendes far og hendes nevø.«

Lørdag 6. september skal urnen nedsættes på den smukke kirkegård i Marie Magdalene.

Dagen er særlig, fordi det også er Tina og Thomas’ bryllupsdag.

»Vi har været gift i 28 år denne dag,« siger Thomas vemodigt.

Han har besluttet sig for at sætte huset i Søparken til salg. Det er for stort til en mand, og minderne står for meget i kø.

Den kommende tid skal bruges til at hjælpe ældste søn på plads i et nyt hus, som han og kæresten har købt i Ryomgård.

»Jeg kan mærke på Tobias, at han ikke har den store gejst, og det samme gælder mig. Men vi må i gang, for Tobias og hans kæreste venter barn til december. Det nåede Tina desværre ikke at opleve, men jeg ved, at hun ville have sagt til os: »Kan I så se at komme i gang, I to«.«