Grenaa - Norddjurs Kommunes ”Hovedstad”. Ak og Ve!
Undertegnede Kirsten Katcher bosat i Nørager alder 81 år.
Når jeg selv skal sige det velfungerende på trods af kunstigt højre knæ, kunstig højre albue og stivgjort venstre ankel, men hovedet sidder, hvor det skal.
20 august skulle jeg til service med min bil, og i den forbindelse blev jeg sat af ved Kirken i Grenaa midtby af mekanikeren.
Jeg skulle have et par timer til at gå med nogle småærinder, blandt andet et besøg hos kommunen og et hos politiet.
Ud for Mødrehjælpens genbrugsbutik ser jeg ikke et hul i en flise på fortovet og falder pladask forover.
For at passe på knæ og albue tager jeg fra med venstre hånd, som bliver slemt skadet, samt hudafskrabning på højre knæ og albue.
Jeg kan ikke komme op ved egen hjælp og kalder derfor på en forbigående, som kommer mig til undsætning, sammen med en dame fra en nærliggende butik, ”tusind tak for hjælpen”.
Jeg fortsætter til kommunekontoret, hvor jeg skal aflevere et brev. Ingen skranke kun et skilt hvor der står, at jeg skal ringe, hvis jeg vil tale med en ansat.
Jeg lægger i stedet et brev i en intern postkasse. Jeg har også et ærinde på politistationen, som ligger tre kilometer væk nede ved havnen.
Jeg går til stationen for at få en bybus, da jeg ankommer, ser jeg et skilt, hvor der står at bybusserne ophørte med at køre fra d. 11. august, i stedet er indført Flextrafik som man skal ringe til mindst en time før man har brug for det!
Jeg vælger at ringe efter en taxa, men inden jeg fortsætter, vil jeg lige bruge det offentlige toilet.
»Føj for en stank, da jeg åbner døren og kigger indenfor, er der sååå ulækkert, at jeg opgiver.«
Jeg har fulgt med i debatten om de offentlige toiletter i Grenaa, og de lever helt op til beskrivelsen.
Jeg havde faktisk forventet, at det var blevet bedre, men nej, det var det ikke.
Da jeg ankommer til politistationen, er der lukket, de åbner først kl. 12.
En barmhjertig sjæl forbarmer sig, kommer ud og spørger hvad jeg vil. Da jeg har ordnet mit ærinde, beder jeg om lov til at låne et toilet, og det får jeg lov til, det er både rent og nydeligt.
Jeg har rigtigt ondt i min hånd og beslutter at tage på skadestuen på Grenaa sygehus (Sundhedshuset, red.) Måske de kan røntgenfotografere den, og se om noget er brækket.
Jeg ringer igen efter en taxa, og ved ankomsten får jeg at vide, at hvis jeg venter til kl. 14, er jeg måske så heldig, at en læge vil se på hånden!
Da var klokken 11.30. På det tidspunkt beslutter jeg at ringe hjem og fortælle, hvad der er sket.
Jeg går fra sygehuset til Torvet og afventer min mand, der har fået lift med en ven. De ankommer ved 14-tiden.
Inden har jeg talt med min egen læge, hvor jeg får at vide, at lægen skal henvise til skadestuen. Altså må jeg bare tage hjem, og det gør jeg så med selvsamme ven.
HVAD ER PROBLEMET:
1. Huller i fortovet
2. Ingen bybusser
3. Svinske offentlige toiletter
4. Lukkede offentlige kontorer
5. Ingen åben akutmodtagelse på Grenå sygehus
Politikere tag jer sammen, der er snart kommunalvalg.
Jeg ved godt, hvor jeg IKKE skal sætte mit X.