Dårlige hygiejneforhold på Aarhus-kaserne fik menige til at klage deres nød

I 1889 stod byens tredje nye store kaserne færdig. I årene inden havde både dragonerne og fodfolket fået deres egne kaserne på henholdsvis Vester Allé og Høegh-Guldbergs Gade og nu kunne også artilleristerne flytte ind i egen nybygget kaserne på Langelandsgade.

I 1881 fik Aarhus forøget sin garnison med 3. artilleriafdeling, der bestod af 12 officerer, tre stabssergenter, fire oversergenter, syv sergenter, seks korporaler, 13 underkorporaler, 18 konstabler, 27 trainkonstabler, seks trompetere, én sadelmager, én beslagsmed og to hestepassere. Derudover ankom syv officersheste, 91 stamheste, otte feltkanoner af model 1876 med tilbehør, otte ammunitionsvogne samt tre batterivogne. Byen havde på dette tidspunkt dog ikke nogen artillerikaserne, så artilleriet måtte tage til takke med indkvartering i midlertidige kaserner så som den gamle industribygning ”Sukkerhuset” på Brammersgade eller med privat indkvartering.

Selvom sukkerhuset i nogle år havde fungeret som kaserne – først for fodfolket og nu for artilleristerne, var den lidet egnet til dette. Bygningen var præget af fugt, og soldaterne boede alt for tæt. De dårlige forhold gav grobund for sygdomme, og i 1882 udbrød en tyfusepidemi blandt artilleristerne. Kommunen var ikke interesseret i at ofre mange penge på forbedringer i bygningen, da den kun var ment som en midlertidig løsning. Forhandlingerne om en artillerikaserne trak dog ud, og først i 1887 kunne byggeriet af en rigtig kaserne påbegyndes. To år senere – i september 1889 – kunne de første artillerister flytte ind på deres nye kaserne i Langelandsgade.

Kasernen blev opført efter tegninger fra arkitekterne A.J. Müllertz og Sophus Frederik Kühne. Ligesom kasernerne på Vester Allé og Høegh Guldbergs Gade, blev artillerikasernen tegnet i historicistisk stil og opført i røde teglsten.

Artillerikasernens hovedbygning var i tre etager med kælder og loft. I kælderen fandtes marketenderi, stueetagen husede bl.a. kontorer og undervisningslokaler, mens 1. og 2. sal samt loftsetagen især var forbeholdt belægningen af soldater. Dertil opførtes ridehus, værkstedsbygning, magasinbygning, stalde, fægtesal samt boliger for underofficerer, intendanten og kasernekommandanten.

Bomber og koldt vand

Under besættelsen var artillerikasernen beslaglagt af tyskerne. Allerede den 9. april om aftenen ankom de første tyske soldater til kasernen, og hurtigt blev træbarakker opført i kasernegården.

Den 31. oktober 1944 blev kasernen bombet af det britiske Royal Air Force, hvor to staldbygninger samt værkstedsbygningen gik helt til grunde, mens andre bygninger blev stærkt beskadiget. Kasernen havde ikke været RAF’s hovedmål. Dét var derimod Gestapos hovedkvarter, der lå i det nærliggende universitet. Omkring 75 personer blev dræbt ved angrebet.

Efter krigen blev skaderne udbedret, men kasernen var ved at være forældet. Der blev jævnligt fremsat klager over toilet- og badeforholdene fra de menige på kasernen, der måtte nøjes med koldt vand i bruserne. Derfor etableredes et samarbejde med byens badeanstalter, således at de menige en gang om ugen fik mulighed for at tage et varmt bad ude i byen. Først i 1965 fik kasernen selv varmt vand til badeforhold.

I 1971 inviterede rekrutter fra Jydske Telegrafregiment forsvarsminister Knud Østergaard (K) til at komme og inspicere forholdene på kasernen. I invitationen gjorde rekrutterne blandt andet opmærksom på, at de 109 rekrutters eneste baderum kun indeholdt fire brusere samt et gammelt uhygiejnisk gulv med fodsvampekolonier. Derudover måtte hver belægningsstue med 24 mand deles om én stikkontakt, når den obligatoriske morgenbarbering skulle foretages. Løbende toiletter, køjesenge i tre etager og manglende vandtryk blev der også klaget over.

Nedrivning eller bevarelse

I 1987 var det kun staben fra Jydske Telegraf Regiment og Vestre Landsdels Kommando, der var tilbage på kasernen, og disse stod til at flytte inden for få år. Ligesom tilfældet havde været ved lukningen af kasernerne på Vester Allé og Høegh-Guldbergs Gade, var der uenigheder om bygningernes fremtid.

På Høegh-Guldbergs Gade stod kun én bygning tilbage (i dag nedrevet), og på Vester Allé var det kun Ridehuset og Officersbygningen, der var bevaret. Den gamle artillerikaserne var dermed eneste levn fra en svunden tid.

En tidligere vedtaget lokalplan dikterede, at Aarhus Universitet havde råderet over området, når det blev ledigt. Universitetet ønskede at rive bygningerne ned for i stedet at opføre en ny forskerpark i de rigtige gule mursten. Det var derfor en torn i øjet på universitetet, da der i april 1988 blev stillet forslag om at frede bygningerne. Heller ikke borgmester Thorkild Simonsen (S) og rådmand Olaf P. Christensen (K) syntes om fredningsforslaget. De mente, at universitetet skulle have mest mulig råderet over området. Venstrefløjen håbede til gengæld, at en fredning ville få universitetet til at droppe sine planer om at benytte kasernebygningerne, som så i stedet kunne indrettes til ungdomsboliger.

Den 1. august 1993 skulle Hærens Operative Kommandos stab, som den sidste militære enhed forlade kasernen, men endnu i starten af året var der usikkerhed om kasernebygningernes fremtidige benyttelse. Der var dog nu stort politisk flertal for bevarelse af murstensbygningerne, og det var dermed kun besættelsens tyske træbarakker, der måtte lade livet.

Borgmesterens afdeling havde i marts 1993 efterlyst forslag til kasernebygningernes fremtidige benyttelse. Selvom forslagene var mange og spændte lige fra brandværnsmuseum til cirkusskole, blev det Aarhus Universitet, der endte med at overtage alle bygningerne. Efter en modernisering af hovedbygningen, depotrummet og fægtesalen kunne de æstetiske fag rykke ind i de gamle militære bygninger på Langelandsgade.