Fortsæt til indhold

Byen har kun 80 huse, men har hevet 1,4 mio. i land til stort projekt: »Hvis man vil det, kan man gøre det«

Først fik de afslag på afslag, men landsby-styregruppe holdt ved og fik 1,4 mio. kroner i hus til ny aktivitetsplads. Til glæde for de lokale og andre folk både indenfor og udenfor kommunegrænsen.

Samfund

»Hvis man ellers er klar på at lægge nogle kræfter i det, så kan man faktisk ændre på tingene. Det er meget inspirerende, at man som lille landsbysamfund kan tage ansvar for at gøre området bedre – ikke kun for byen selv men også for medborgerne i kommunen.«

Ordene er Nicolaj Thomassens. Projektet, han omtaler, er en aktivitetsplads ved Banestien i Bøstrup med legeplads for alle aldre, fitnessredskaber, et offentligt tilgængeligt toilet og to shelters med bålsted.

En fempersoners styregruppe under Bøstrup Forsamlingshus har udtænkt projektet og søgt 1,4 millioner kroner hjem til det. Finansieringen er nu på plads, og byggetilladelsen er søgt.

Håbet er, at opførelsen af aktivitetspladsen kan gå i gang til foråret næste år.

»Det er nemt at læne sig tilbage og tænke: ’Det kommer kommunen nok og gør.’ Men vi kunne jo godt se, at hvis vi ikke selv gjorde noget, så ville ingen gøre det. Og vi har jo så lært, at hvis man vil det, så kan man gøre det – så kan du komme i mål. Kommunen har desuden været meget lydhør,« siger Nicolaj Thomassen, som har været med i styregruppen fra begyndelsen.

»1,4 millioner kroner er en stor investering for en lille landsby med 80-85 husstande, men man kan altså godt finde opbakning til sit projekt – især hvis det rækker ud over bygrænsen, som vores gør. Det har vi fået meget ros for.«

De første ansøgninger til projektet blev sendt for to år siden.

»Og vi fik det ene afslag efter det andet. Vi skulle lige vænne os til at lave de her ansøgninger. Så blev de gradvist bedre, og vi fik hul igennem,« siger Nicolaj Thomassen.

Et attraktivt sted

På stedet, som man finder ved at sætte gps’en til Hirsevænget 1 i Bøstrup, ligger der i forvejen et overdækket gammelt stationsskur, som byen bruger til sommerfester og fredagshygge. Indtil for ganske nylig lå der også en gammel og nedslidt legeplads, som nu er fjernet.

En af årsagerne til, at initiativet blev sat i søen, var netop en legemulighed for byens børn.

»Vi vil gerne give børnene i Bøstrup nogle gode muligheder for et aktivt liv også derhjemme. Der er kommet mange familier med børn i byen – specielt under corona flyttede mange til. Derfor var vi altså en gruppe med små børn, som kastede os over at søge nogle midler hjem til at lave den her legeplads,« siger Nicolaj Thomassen.

Desuden oplever Bøstrup-borgeren, at dagplejemødre fra Thorsø kører til stedet i ladcykler, ligesom børnehaven i Laurbjerg også kører dertil.

Med et toilet på pladsen vil stedet blive ekstra attraktivt for både børn og ældre samt ikke mindst alle dem, der benytter Banestien.

»Vi oplever jo, at mange bruger Banestien, men vi synes, at det er ærgerligt, at man ikke i højere grad bliver fristet til at opholde sig og blive lidt længere,« siger Nicolaj Thomassen.

Det er ikke helt afklaret, hvordan driften af toilettet på sigt skal være, men i første omgang står forsamlingshuset selv for det.

»Og så vil vi måske opfordre folk til en frivillig betaling via Mobilepay,« siger Nicolaj Thomassen og tilføjer, at det heller ikke ligger helt fast, hvordan de to shelters skal køre:

»Måske kunne det være via en bookingordning. Det tror jeg kunne være en ret stor succes. Og så skal det koste et symbolsk beløb, som understøtter, at byen drifter det.«