116 boliger er alle udlejet inden indflytning
Det er gået markant hurtigere end forventet med udlejningen af Willemoeskarréen.
De første beboere flyttede ind i Willemoeskarréen på Trøjborg i Aarhus i juni , og i 2. etape flytter beboerne ind 1. oktober. Allerede nu er alle 116 lejeboliger i 2. etape udlejet markant hurtigere end forventet.
Ifølge EDC Projekt Poul Erik Bech Aarhus, som står for udlejningen, skyldes det, at udbuddet af lejeboliger slet ikke kan følge med efterspørgslen i Aarhus, hvor tomgangen på lejeboliger er helt nede på 1,4 procent.
Hvis lejeniveauerne ikke skal stikke af, kræver det, at der sættes mere gang i nybyggeriet, fortæller EDC Projekt Poul Erik Bech Aarhus, som på vegne af ejendomsudviklere Klaus Gad og André Sørensen, har stået for udlejningen af Willemoeskarréen.
»Vi er meget tilfredse med det endelige resultat af Willemoeskarréen, som er en blanding af bolig og erhverv på i alt ca. 25.000 m2, hvor vi kun har ganske få kontorkvadratmeter ledige. Med hjælp fra Cebra Architecure og et fremragende samarbejde med Aarhus Kommune er vi kommet flot i mål med at integrere ejendommen med de eksisterende omgivelser på Trøjborg, herunder de gamle industribygninger,« siger ejendomsudvikler Klaus Gad på vegne af ejendomsudviklerne i en pressemeddelelse.
Skrevet op på forhånd
Allerede inden udlejningen gik i gang, var interessen for de 116 lejligheder i Willemoeskarréen stor. Det fortæller projektchef i EDC Projekt Poul Erik Bech Aarhus, Tonny Broberg.
»Før lejlighederne blev frigivet på hjemmesiden, havde en stor del allerede skrevet sig på en interesseliste - og flere havde endda skrevet sig op til specifikke boliger uden at have set dem fysisk,« siger han.
Akut mangel på lejeboliger
Ifølge Tonny Broberg er den hurtige udlejning et tydeligt bevis på den akutte mangel på lejeboliger i Aarhus:
»Over de seneste 10 år er befolkningen i Aarhus steget med 43.000 borgere, som er en befolkningstilvækst på 13 procent. Byggebranchen har særligt de seneste år været præget af stigende omkostninger, og der er ikke sat nok gang i nybyggeriet. Udbuddet kan ikke følge med efterspørgslen og tomgangen for lejeboliger i Aarhus er helt nede på 1,4 procent. så Aarhus er den danske storby med færrest til-leje-skilte,« siger han og tilføjer:
»Tilstrømningen er endda taget yderligere til i løbet af de seneste 2½ år. Hvor befolkningstilvæksten tidligere har ligget på 4.000-5.000 indbyggere årligt, er den nu oppe på omkring 6.000. Samtidig er der kun planlagt ganske få nye byggeprojekter i kommunen de næste 3-5 år, og udviklingen forventes derfor at tiltage yderligere. Det påvirker også lejeniveauet i byen, som siden sidste år er steget med cirka 3 procent. Det er derfor akut behov for at få sat fart på processen med lokalplaner og byggetilladelser, så der kan sættes gang i byggeriet. Ellers risikerer vi, at lejeniveauerne stikker fuldstændig af, som det allerede er tilfældet flere steder i Europa.«