Fortsæt til indhold

Tre busser med unge til EM i håndværk

Sponsorer har gjort det muligt at sende udskolingselever til Herning og EuroSkills.

Samfund

Danmark er vært ved det officielle europamesterskab for unge faglærte i 2025 - i dagene 9.-13. september i Herning, hvor op mod 600 dygtige, unge fagatleter fra hele Europa skal dyste om EM-medaljer inden for 38 forskellige fag.

Det er dage, hvor de unge kan få en masse at vide om erhvervsuddannelserne, prøve forskellige skills, deltage i skattejagten The Green Mission og blive klogere, når de oplever de dygtigste skillsatleter i Europa .

»Vi har i Ungeindsatsen og UU Norddjurs haft et stort ønske om at få flest muligt af vores udskolingselever fra Norddjurs Kommune afsted, så de kan få denne unikke oplevelse. Dog rummer hverken UUs- eller skolernes budgetter mulighed for at betale bustransport for eleverne. Det har derfor været helt afgørende for os at Grenaa Havn, VAM og Business Djursland har valgt at sponsorere tre busser, så vi nu kan få tre busser med udskolingselever fra Norddjurs Kommune med til EuroSkills Herning 2025,« fortæller uddannelses- og STU-vejleder i Norddjurs Berit Funch.

Vores uddannelsesvejledning er uvildig. Vi vejleder ikke til, at eleverne skal vælge noget bestemt eller blive noget bestemt
Berit Funch

Klæder eleverne på

»Vores uddannelsesvejledning er uvildig. Vi vejleder ikke til, at eleverne skal vælge noget bestemt eller blive noget bestemt. Vi bestræber os på ,at klæde eleverne på, så de kan træffe valg på kvalificeret grundlag blandt andet gennem oplevet og alsidig erfaring i fællesskaber. I den proces spiller samarbejdet med vores lokale virksomheder en rigtig stor rolle generelt. Euroskills kan være med til at give eleverne indsigt i karrieremuligheder og forskellige retninger inden for erhvervsuddannelserne sammen med andre unge,« siger Berit Funch.

Euroskills er i tråd med en generel større opmærksomhed i skolerne på praksisfaglighed, juniormesterlære som bidrager til at læring finder sted mange steder og under forskellige former, hvilket skaber rum for, at der kan erkendes og læres med både krop, hoved og hænder

Større indsigt

»Hvis de unge tidligere har haft fordomme om erhvervsuddannelserne eller aldrig har kendt nogen faglærte, så vil de sandsynligvis få større indsigt, respekt og nuancer i deres syn på faglærte, når de møder de dygtigste skillsatleter og selv prøver skills af. Hvis de allerede ved, at de vil vælge erhvervsuddannelsen får de måske større indblik i forskellene mellem de forskellige retninger inden for erhvervsuddannelserne, ligesom der også kan være unge som bliver klar over de skal noget andet. Det handler om at være åben og tage oplevelser og erfaringer med sig,« mener Berit Funch.

Hun glæder sig over, at i Norddjurs har man rigtig mange gode virksomheder , som også fremover får brug for engageret og dedikeret arbejdskraft.

»Der er derfor brug for alle unge, uanset hvilke skills og interesser, de bestrider. Vores opgave er sammen med skoler, foreninger og virksomheder at støtte eleverne i at finde deres vej ved at sætte ramme for et alsidigt læringsrum. Derfor er vi så glade for at sponsorerne har støttet op om at give eleverne denne store, lærerige oplevelse,« siger Berit Funch.