Louises fantastiske fristed skal inspirere andre
En arbejdsulykke har ført til et nyt arkitektkoncept på Birkedommergården i Voldby.
Nogle gange vælter livet.
Som det skete for Louise Juul Dolmer, da hendes mand, Niels, for fire år siden var udsat for en slem arbejdsulykke, da han faldt ned fra ladet på en lastbil og blev alvorligt kvæstet i ansigtet med brud på flere knogler - og i dag døjer med en kronisk hovedpine efter et fald, som måske skyldtes et ildebefindende.
Niels er sjette generation til at drive fødegården Birkedommergården ved Voldby - men på grund af arbejdsulykken er der sat gang i et glidende generationsskifte, så også syvende generation, sønnen Emil, kommer til.
Louise og Niels har været gift siden nytårsaften 1993, og sammen drev parret både landbrug og entreprenørvirksomhed på stedet i mange år - og Louises iværksættergen førte også til etableringen af konceptet Landmad med fokus på salg af lokale fødevarer i butikker og cafeer. I Grenaa og andre steder i landet - og med flere priser og udmærkelser for initiativet.
Hun erklærer sig da også 100 procent enig, da journalisten bag denne artikel spørger om der ikke er lidt Pippi Langstrømpe i hende - ud fra tesen om, at ”det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg godt klare”.
»Det er sådan jeg er. Det kan nogle gange ende fantastisk, men det kan også gå galt. Men så må man rejse sig op og komme videre. Det er mit liv i en nøddeskal.«
Nyt kapitel
Nu er Louise, der som ung blev uddannet arkitekt i Aarhus, så klar til at skrive et nyt kapitel i sit liv med udgangspunkt i etableringen af hendes eget personlige fristed, da livet væltede – og som i dag er blevet til et nyt dansk arkitektkoncept, som nu nu åbner for alle.
Søndag 31 august åbnes dørene til ”Fantastiske Fristeder” - en tegnestue, et showroom, en genbrugsbutik. Som et levende bevis på, at vi kan skabe noget meningsfuldt midt i det svære.
»Jeg er uddannet arkitekt. Og jeg er født iværksætter. Det er gennem skabelse, jeg finder retning – og overlever. Efter ulykken begyndte jeg at tegne og bygge – for at skabe et sted med hverdagsro til Niels og hans mange smerter, og for at finde ro i mig selv. Jeg overlever på at skabe, og lidt efter lidt voksede vores fristed frem. Et sted med orangeri, urtehaver, spaområder, drivhus og plads til både stilhed og samvær. Det blev bygget af brugte materialer, restpartier og de hænder, vi havde omkring os – og det blev en redning midt i det hele. Men det viste sig også at være starten på noget større. For det her blev ikke bare vores fristed. Det var begyndelsen på et nyt arkitektkoncept, hvor jeg – som tegnestue – og med stærke samarbejdspartnere hjælper andre med at skabe deres egne unikke fristeder,« fortæller hun.
Ingen færdige løsninger
Hendes koncept ”Fantastiske Fristeder” er ikke traditionelt havedesign, og det er ikke et katalog med færdige løsninger. Det er et personligt og involverende arkitektdesignforløb, hvor kunden selv bliver en del af processen. Det handler om at skabe fristeder, der passer til livet – ikke bare til haven.
»Konceptet ”Fantastiske Fristeder” har jeg udviklet ud fra et stort personligt ønske om at finde små åndehuller i en travl hverdag. Det handler om at udnytte de ressourcer, man allerede har til rådighed, nemlig sit hjem Og tænke kreativt omkring ferie og fritid for at skabe unikke oaser af ro og velvære, lige der hvor man er,« siger Louise.
Ulykken blev et vendepunkt, hvor familien blev nødt til at sadle om og gentænke mulighederne for at komme videre i livet. Hvor udlandsrejser og ferier uden for landets grænser ikke er mulige som før i tiden, og der var derfor i stedet brug for at indrette sig i en oase. Ikke i et sommerhus med flere timers kørsel - men på den gård, som parret selv byggede tilbage i 2004 på jord, som hørte til den oprindelige Birkedommergården i Voldby.
Hold ferie derhjemme
»Min idé var at bygge noget op, hvor man føler, at man kan holde fri lige når man har lyst - uden at tage nogen steder hen. Med udgangspunkt i det, man allerede har som sit eget hjem. Og så tilføre det noget nyt, som man godt kan lide. Så er der mulighed for at finde mange frirum og gode stunder i løbet af en dag. De tanker kørte hele tiden i mit hoved, og i den proces blev der lavet mange tegninger og lavet planer. Flere hundrede, faktisk,« fortæller Louise.
Undervejs i processen blev mange af parrets venner også involveret og gav yderligere inspiration til Louise.
»Vi kender mange som os, der bor på en gård og driver landbrug. Som har været vant til et liv som vores - med fire børn, som vidste, at sommeren på en gård ikke er lig med feriefri, men hårdt arbejde, fordi høsten skal klares. Som vi selv gjorde i 30 år. Og de kunne godt se ideen i at indrette sig på en anden måde i hjemmet, så det gav mig lysten til at gå videre, når vi var færdige med vores eget, så det kunne bruges som showroom.«
Frygter arkitektregninger
Louise ved godt, at alene ordet arkitekt kan få nogle kunder til at frygte store regninger på et byggeprojekt og en økonomi i frit fald.
»Mange siger, at de i hvert fald ikke skal have lavet noget, som er arkitekttegnet, fordi de frygter, at det vil koste en formue, så derfor har jeg lavet mit koncept, så det lige netop ikke koster en formue. Derfor har jeg indgået forskellige former for samarbejde med det bedste af det bedste inden for swimmingpools og spabade, drivhuse og saunaer blandt andet. Det er blevet til en håndfuld samarbejdspartnere, som giver rabatter til de kunder, som har bedt mig om at tegne for dem. Samarbejdspartnerne betaler så mig for at levere omsætning til dem, og derfor kan jeg lave tegningerne til en billig pris for kunderne. Derfor har jeg også lavet et samarbejde med en anden tegnestue, som kan lave de tekniske tegninger bedre og hurtigere, end jeg kan. Jeg er bedre til kundekontakt, indretning og design.«
Louise har tænkt sig at holde nogle temaaftener i de flotte rammer på gården - gerne i samarbejde med lokale, som måske dyrker vin og andet godt - og som kan fortælle om det. Hun ser frem til at bruge sine kræfter på at skabe noget sammen med andre. Være kreativ og se tingene udvikle sig til glæde for både kunder og hende selv.
Så livet går videre på Birkedommergården - selv om det væltede undervejs.