Genbrugsbutik får makeover – kunderne kan se frem til en forbedret oplevelse
Danmission Genbrug med et nyt udseende, klar til at sprede glæde og fællesskab blandt kunderne.
Bag de lukkede døre på Hovedgaden i Rønde har der været hektisk aktivitet.
Efter tre ugers intensiv renovering er Danmission Genbrug nu klar til at slå dørene op igen.
Mandag 15. september kl. 12 indvies den fornyede butik officielt, når formanden for Handel & Erhverv klipper snoren. Kunderne kan se frem til en lysere, mere indbydende og næsten helt ny butik – men stadig med det velkendte fællesskab, som i 10 år har gjort stedet til noget særligt.
Renoveringen begyndte allerede 25. august, og i de første dage stod butikkens frivillige i spidsen for at pakke butikken ned og gøre den klar til de store forandringer.
Mens håndværkerne tog sig af det nye gulvtæppe og den friske omgang maling, sørgede de frivillige for, at alt var klar til genåbningen.
»Vi har fået en del nyt inventar og givet butikken en ordentlig overhaling. Det føles næsten som at åbne en helt ny butik,« fortæller butiksformand Tove Meyer Højlund.
Hun tilføjer: »Alle giver et nap med. Vi har et fantastisk fællesskab blandt de frivillige, og det er på grund af den store opbakning og positive indstilling, at sådan et projekt kan lade sig gøre.«
Forbedret kundeoplevelse
Butikken har gennem årene udviklet sig, når mulighederne har budt sig.
Da den lokale børnetøjsbutik lukkede, skabte de frivillige en børneafdeling, og da sportsbutikken lukkede, blev der plads til sportstøj.
»Man kunne godt se, at afdelingerne var kommet til lidt efter behov – uden en rød tråd. Nu får vi skabt en mere sammenhængende butik, så kunderne får en bedre oplevelse, og så vi kan give endnu mere plads til de varer, som sælger bedst,« siger Lise Legarth, frivillig i butikken.
Selv om meget er nyt, er der også ting, som kunderne vil genkende.
De populære temaudstillinger får stadig en central plads.
»Vores temaudstillinger er altid et hit. Når vi åbner igen, har vi traditionen tro fyldt ’hullet’, som vi kalder det, med børne- og vinterovertøj som vi plejer i september. Og derefter er det tid til vores årlige julestue, som vi allerede glæder os til at vise frem,« fortæller Tove Meyer Højlund.
Plads til flere på holdet
Lise Legarth, Tove Meyer Højlund og deres kolleger håber, at renoveringen vil tiltrække flere frivillige.
I dag er omkring 45 frivillige tilknyttet butikken – men der er stadig plads til flere hænder.
»Der er altid plads til flere på holdet. Hos os kan man være med dér, hvor man brænder mest for det – om det er bøger, tøj, udstillinger eller noget helt fjerde,« siger Lise Legarth.
»Man behøver ingen erfaring, for vi hjælper hinanden, og vi er fleksible med arbejdstider. Nogle tager en fast vagt hver uge, andre hjælper én gang om måneden. Det vigtigste er lysten til at være med i fællesskabet.«