Generalsekretærens rødder: Anders Ladekarl var tilbage på Randers Statsskole for at give håb

Han går ind ad den store tunge trædør på Randers Statsskole med den ro, der følger af et liv i orkanens øje.

Anders Ladekarl – generalsekretær i Dansk Røde Kors, student fra 1979, opvokset i Vorup, er hjemme. Ikke bare i byen, men i sit eget afsæt.

»Gymnasiet var min frihed. Jeg kom fra Vorup Skole, hvor min far var inspektør og min mor lærer. At starte på Statsskolen i den anden ende af byen var som at få luft under vingerne,« siger han.

Barndomshjemmet var fyldt med bøger og diskussioner. Faren styrede Vorup Skole, moren underviste i klasselokalet ved siden af. Middagsbordet var et træningslokale i at mene noget – og mene det højt.

Han løb atletik på Randers Stadion, snørede skoene, løb runder og fandt ud af, at udholdenhed er en superkraft – også uden for banen.

På Statsskolen ramte 70’ernes engagement. Elevråd, udvalg, SU-kampe, Christiania-debatter – alt det, der fik unge til at organisere sig. Han elskede at brydes med autoriteterne.

Den konservative rektor Marstal fik modspil. Historielæreren og samfundsfagslæreren Lars P. Gammelgaard – senere konservativ og folketingsmedlem – blev en kær modstander.

»Han elskede at diskutere med en ung kommunist som mig. De timer tændte min nysgerrighed. Jeg begyndte at læse historie på grund af ham,« siger Anders Ladekarl, der dengang sprang studenterhuen over. Det passede ikke til hans venstrefløjshjerte.

Når han i dag er i Randers, tager han ofte forbi Skanse Alle i Vorup, hvor hans mor bor. Han lægger også vejen forbi kirkegården, hvor faren ligger, lige overfor den skole han styrede i så mange år.

Tilfældigheder med retning

Ambitioner i tiårsplaner? Nej.

Anders Ladekarl beskriver sin vej som en række åbninger, han gik ind ad – og som med tiden fik en retning.

Han startede på Universitetet for at læse historie, forelskede sig i en studerende, som han troede læste samfundsfag, og drejede så over i økonomi. Tre år med statistik og matematik. Ved siden af det frivillige arbejde der betød kamp for kollegiepladser, studenterbevægelse og bestyrelsesarbejde.

Første job kom i boligbevægelsen. Et ledigt generalsekretærkontor i Dansk Ungdoms Fællesråd blev næste kapitel. Derfra videre til Dansk Flygtningehjælp som international chef under Jugoslavien-krigen. Afdelingen voksede fra 15 til 60 medarbejdere på måneder – nøden eksploderede, og hjælpen skulle følge med.

»Jeg har altid brugt det, jeg kunne, til at flytte verden en lille smule. Nogle gange i Danmark, andre gange i Sarajevo og andre udsatte byer og lande. Det har aldrig handlet om titler – kun om at gøre nytte,« siger han.

Siden 2002 har han været i Dansk Røde Kors – først som international chef, siden som generalsekretær, da Jørgen Poulsen forlod posten. 23 år samme sted. Ikke af vane, men fordi organisationen kan noget, han ikke har set andre steder: række ud på alle sider, midt i krig og kaos, og stadig blive lukket ind.

Verden set fra Randers – og omvendt

I hallen på Statsskolen lægger han kortene på bordet for nutidens 3.g’ere, der sidder linet op stolerække efter stolerække.

Ifølge ham er der flere krige og katastrofer end nogensinde – omkring 140 brændpunkter – og samtidig skæres der i international bistand. Det ses på lastbilerne, der ikke kører, og på hænder, der mangler.

Han viser film fra Ukraine, Gaza og Sydsudan. Han taler om oversvømmelser i Malawi, tørke i Etiopien – og om ensomhed i Danmark. 600.000 danskere kender følelsen. Hver femte mellem 16 og 24 år. Det er ikke kun tal, men mennesker.

»Håbløshed er vores værste fjende. Vi redder ét liv ad gangen – og det giver mening. Hvis vi gør det nok gange, bliver ét liv til rigtig mange,« siger han, mens han står på podiet på det gymnasie, hvor han selv for alvor opdagede verden udenfor Randers.

Han fortæller også om frustrationerne, når nødhjælpen standses af politik. Lagre fyldt, lastbiler klar ved grænsen – men intet grønt lys. Så dør mennesker, der kunne have levet.

Han er bevidst om faren for at blive hærdet. Den dag kynismen flytter ind, er det tid at gå, mener han. Indtil da må han insistere på håb – og handling.

»Lige nu må vi prøve at undgå håbløshed. Jeg lever i drømmen om, at vi kan bringe det håb.«

Randers som kompas

Statsskolen ligner sig selv. Løffes musiklokale er der ikke længere, men ånden hænger i væggene: lærere, der tager unge alvorligt; en by, der danner og udfordrer.

Vorup Skole er blevet til boliger. Den gamle gymnastiksal ved siden af skolen er et kulturhus. Tiden flytter på tingene. Men for Anders Ladekarl er linjen tydelig: fra Vorup til verden – via Randers.

»Jeg har haft verdens bedste job mange gange. Og nu har jeg det bedste af dem alle. Men det startede her på Statsskolen. Det blev mit frirum, og det blev mit afsæt,« siger han.

Nu sidder han her midt i Statsskolens imponerende gård. Drengen, der løb runder på Randers Stadion, den unge, der skændtes med rektoren, økonomen, der lærte at tælle hjælpen op, og generalsekretæren, der stadig tror på, at et liv ad gangen kan blive til tusind.

Vi sidder inde i Statsskolens gård efter foredraget. Her er stille. Klavertoner og sangstemmer fra det nærtliggende musiklokale trænger dæmpet ud gennem de sprossede ruder, der hænger på samme hængsler, som da Anders Ladekarl gik her.

Han beroliger en underviser der lige har forklaret ham, at hans klassebillede hænger oppe på en bestemt gang. Hun spørger om hun skal følge ham derop efter interviewet.

»Nej tak, der er jo ikke ændret så meget på indretningen siden dengang, så det finder jeg nemt,« lyder det med et smil og et højt grin fra studenten årgang 1979.

Forstyrre feedet

Han bruger hvert år en måned på at besøge gymnasier. Ikke for at skælde ud på en generation, men for at forstyrre deres feed bare en time.

»Algoritmerne bestemmer meget af det, de ser. Den time vil jeg gerne bruge på at vise dem noget, de ellers ikke får ind i deres verden,« siger han, mens han taler med Din Avis.

Selvom det er 46 år siden han gik ud, så kender han den nuværende målgruppe på Statsskolen.

Hans egen søn går i 3.g. Og han kan se, at de unge lytter, også selvom de bliver tvunget ind i salen for at høre ’ham fra Dansk Røde Kors’ fortælle.

»Sidste år gik 4.000 gymnasieelever ud og samlede ind. Jeg håber, mange af jer også tager to-tre timer den 5. oktober. Det gør en forskel,« lyder hans appel på Statsskolen i den nye hal som han aldrig selv oplevede at dyrke gymnastik og basketball i.

Han præsenterer årets gevinst. En chance for at musikikonet Mumle vil holde en koncert på et særligt dedikeret gymnasium der bidrager med mange frivillige.

Så brager klapsalverne løs fra eleverne. Flere har tydeligvis kæmpet lidt med at holde sig helt vågne. Mens andre årvågent har fulgt med, uden et ord. Men det er jo også en varm eftermiddag i august i en lummer gymnastiksal.

Politik – og pligten til at blande sig

Som ung engagerede Anders Ladekarl sig partipolitisk. Det gør han ikke længere – Røde Kors’ neutralitet kræver det.

Men grundsynet er uændret: Hvis man vil rykke rammerne, må man blande sig i dem. I dag gør han det gennem humanitært arbejde. Før gjorde han det gennem ungdomspolitik og organisering.

»Vores model for samfundet bryder sammen, hvis for få gider deltage. Engagement er ikke en hobby. Det er en pligt,« siger han og udtrykker en frygt for, at de nye generationer ikke involverer sig så meget som hans.

Og netop derfor bruger han tid på at besøge gymnasierne hvert år forud for landsindsamlingen i Dansk Røde Kors.

»Jeg vil selvfølgelig gerne have dem til at samle ind, men for mig er det lige så vigtigt, at der er åbnet nogle øjne – og at de efterfølgende melder sig til at gøre noget.«