Det skulle ligne noget, der er foldet af et enkelt stykke papir. Mente man Lambi?
Et vartegn skal ikke bare rage op. Det skal også holdes oppe.
Som så meget andet, der rejses i denne by, blev Salling Tårnet på Aarhus Ø kaldt et vartegn, da det blev indviet. Mere jordnære aarhusianere døbte det dog hurtigt rivejernet, og i 10 år har det stået som en af mange generøse donationer fra Salling Fondene, der tilsammen har givet 74 mio. kr. til projekter på havneområdet: legepladsen ved Dokk1, Jeppe Heins meget velbesøgte springvand, Endless Connection på Herman Sallings Plads og ikke mindst havnebadet.
Efter en konkurrence valgte dommerkomitéen, at det var Dorte Mandrups bud på et tårn, der skulle rejses ved bassin 7.
»Formmæssigt er vi gået efter, at tårnet skulle ligne noget, som var foldet af et enkelt stykke papir,« forklarede arkitekten ved indvielsen.
10 år senere må man spørge sig, om det mon var Lambi, hun mente? For tårnet er enten ikke ældet med ynde eller vedligeholdt og rengjort i en grad, som donationen fortjener.
»På klos hold vil udsigtstårnet med sin inviterende arkitektur fungere som et sted, hvor byens borgere har lyst til at slå sig ned,« lød lovprisningen fra dommerne, da de valgte projektet. Salling Fondene skænkede tårnet med den bedste hensigt (og en anden udsigt). Man kan se langt fra toppen, men tæt på ser man mest skidt. Brune anløb dominerer det 85 ton tunge og engang hvide tårn.
Det er forrygende, hvordan Salling Fondene gennem mange år har doneret millioner af kroner til det aarhusianske kultur-, by- og foreningsliv. Til arrangementer, oplevelser, kunst og begivenheder, som ikke kunne blive til noget uden gavmild støtte.
Alle gaver forpligter, og nogle af dem kræver endda pasning, når den røde snor er klippet og champagnen skyllet ned. Problemet er (for en gang skyld) ikke enestående for Aarhus. Spørg bare i Chicago, hvor den gigantiske stålkugle »The Bean«, skabt af Anish Kapoor, som mange vil kende fra udstillinger på Aros, kun er pæn, når den skinner. Kuglen skal derfor pudses, og vedligeholdelsen koster byen omkring en halv mio. kr. om året. Udfordringerne og pudseomkostninger venter også i New York, hvor højhuset »Klodsmajor« hviler på endnu en (til tider) blank Kapoor-skulptur. Her hviler forpligtelsen dog i private hænder.
Anderledes ser det ud i byen Falkirk, Skotland, hvor rusten er en bekostelig plage for to gigantiske hestehoveder i stål. Og sådan er verden fyldt med eksempler på, hvordan en gave kan blive en plage. Især hvis der ikke er økonomi eller vilje til at tage sig ordentligt af donationerne. Det er ærgerligt og en påmindelse om, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig. Hverken Salling Tårnet eller tilsvarende gaver fra fonde og andre givere, må i bestræbelserne på at skabe vartegn blive som at ønske en hundehvalp under juletræet: sød i begyndelsen – derefter dyr og besværlig.