Fortsæt til indhold

Ikonisk Aarhus-skorsten får en overhaling: Færdig i 2026

Den 50 meter høje skorsten ved det gamle Kommunehospital får lov at bestå.

Samfund

Den kendes af de flere aarhusianere – unge som gamle.

Den bliver ikke brugt mere, skorstenen, alligevel får den overhaling af de helt store.

Det skriver FEAS i en pressemeddelelse.

Mandag den 1. september begynder arbejdet med at renovere den markante skorsten, som i dag står som et pejlemærke i Universitetsbyen.

Skorstenen, der blev opført i 1956 som en del af Aarhus Kommunehospitals varmeanlæg, er 50 meter høj og har i årtier været en del af bybilledet.

Selvom skorstenen ikke længere er i brug, har den stor historisk og visuel betydning.

Derfor bevares den som et ikon og et fast holdepunkt i den nye Universitetsby, der udvikles i hjertet af Aarhus, lyder det i pressemeddelelsen.

Foto: FEAS

Demontering af røgrør – første etape

Som led i renoveringen fjernes de fire indvendige røgrør i dagene fra mandag den 1. september til onsdag den 3. september. Fjernelsen sker med hjælp fra en mobilkran, der løfter rørene ud ét for ét.

For at gøre processen mere håndterbar, skæres hvert 50 meter langt rør over i to, så de hejste sektioner måler 25 meter.

Efterfølgende opbevares de midlertidigt på fortovet, inden de transporteres væk.

Den ene vejbane på Trøjborgvej og cykelsti/gangsti fra Trøjborgvej ned mod den nordlige passage vil være spærret under arbejdet.

Foto: FEAS

Omfattende renovering frem til 2026

Når rørene er fjernet, begynder en omfattende renovering af skorstenen. De kommende måneder vil der blive arbejdet med at omfuge murværket og filse indvendigt. Udvendigt repareres fuger, og ødelagte teglsten bliver udskiftet.

Projektet forventes færdigt i uge 2, 2026 og vil foregå sideløbende med andre projekter i Universitetsbyen.

»Skorstenen er en del af områdets historie og identitet. Vi ønsker at bevare den som et symbol på transformationen fra hospital til et moderne studiemiljø, og glæder os til at sikre, at den fremstår både flot og sikker for fremtiden,« siger direktør i FEAS, Carsten Kronborg.