Bjarne Overmark: Topdirektører skal fyres efter Nordic Waste-rapport
Krav om afskedigelse af to direktører efter Nordic Waste-skandalen. Bjarne Overmark mener, Randers Kommune burde have grebet ind allerede i sommeren 2023.
Beboerlistens Bjarne Overmark kræver, at kommunaldirektøren og direktøren for Udvikling, Miljø og Teknik i Randers Kommune, bliver afskediget.
Det sker, efter den uafhængige rapport om Nordic Waste-sagen konkluderer, at Randers Kommune allerede i sommeren 2023 burde have grebet ind.
»Undersøgerne er enige i det, jeg har sagt hele tiden: Kommunen burde have stoppet tilkørslen af jord allerede i 2023. I stedet blev der kørt op til 300 lastbiler med jord om dagen helt frem til december. Det er i strid med reglerne, og risikoen for jordskred var åbenlys,« siger Bjarne Overmark til Din Avis.
Efter at blandt andet Anker Boje (dengang S, nu Østbroen) og Frida Valbjørn Christensen (EL) tilbage i 2023 rettede fokus på forureningen af Alling Å fra Nordic Waste, rettede han skarp kritik af håndteringen af virksomheden fra kommunens side og han har endda sagt det i byrådssalen flere gange siden.
Han kalder kommunens passivitet en »undladelsessynd«, som ifølge ham har påført samfundet en regning på op mod en halv milliard kroner.
»Jeg mener, at både teknikdirektøren og kommunaldirektøren må tage ansvaret. De burde afskediges. De har siddet på hænderne og ladet det ske,« siger han.
Har du en forventning om, at der er opbakning til dit forslag?
»Fra nogen, ja. Men det kræver jo et flertal i byrådet Og det er der delvist. Men jeg vil demonstrativt stille forslaget i byrådssalen.«
Rapporten påpeger, at ansvaret er fordelt mellem flere myndigheder, herunder også Favrskov Kommune, Region Midtjylland og Miljøministeriet. Men ifølge Overmark ændrer det ikke ved, at Randers Kommune begik en alvorlig fejl.
»Det var et Randers-projekt, og det er Randers Kommune, der skulle have sat foden ned. Det står sort på hvidt i rapporten,« siger han.
Nordic Waste står fortsat som hovedansvarlig for skandalen, understreger Bjarne Overmark, men han fastholder, at ledelsen i Randers Kommune har et medansvar.
I slutningen af denne uge skal sagen behandles i byrådet. Her vil Bjarne Overmark fremlægge sit krav om fyringer.
Din Avis har forsøgt at få en kommentar fra kommunaldirektøren og direktøren for Udvikling, Miljø og Teknik i Randers Kommune. Men ingen af dem ønsker at medvirke.