Klumme: Rekord-transfervindue redder AGF-regnskab, men hvad med sæsonen?

Hvem skal nu gå ind på det nye stadion som forreste AGF-spiller med anfører-bindet på armen?

Den tanke var den første, der ramte mig – som en læderbold i skridtet – da den deciderede trælse nyhed om Mads Emil Madsens skifte til FC København tikkede ind kort inden, transfervinduet lukkede i.

For jeg havde da en drøm om, at det mest sandsynlige anførervalg til den tid – måske i 2027? – ville blive midtbanestyrmanden med rygnummer 7. Især da han i begyndelsen af året forlængede sin kontrakt frem til 2029.

Her var fremtidens klubmand og kulturbærer.

For Gl. Rye-drengen har i sandhed taget Aarhus med storm siden debuten i sommeren 2022, men fristelsen blev for stor, da FC København lokkede med pengepungen og mulighed for at spille Champions League, og det er jo sådan set forståeligt nok.

Handlen kommer også til at gøre en afgørende forskel for AGF-regnskabet, som har været påvirket i negativ retning af ekstra udgifter til det midlertidige stadion i Vejlby, akademi i Uganda og VIP-faciliteter til det nye stadion.

Prisen for den løbestærke Madsen er ifølge Tipsbladet angiveligt endt på 30 millioner kroner plus bonusser. En ny transferrekord mellem to danske klubber i øvrigt.

Jeg er nok ikke den eneste, som fik Jens Stage-vibes, men der er ikke så meget at gøre ved fødekæden i dansk fodbold. I hvert fald ikke i øjeblikket, hvor FC-klubberne fra henholdsvis hovedstaden og heden har langt større muskler at spille med.

Når man så lægger oveni, at en anden stor nøglespiller Mikael Anderson også har forladt AGF – selv om han næsten allerede er glemt, fordi afløserne gør det så fint – ser det umiddelbart ud til at være en svækket trup, der skal forsøge at spille sig i top 6 og nå langt i pokalturneringen.

Med en ny træner i Jakob Poulsen havde jeg mine bange anelser, især efter en pointfattig sæsonstart og udsigten til at møde topklubber, men de er i første omgang blevet gjort til skamme med en ny mere boldbesiddende spillestil, hvor især norske Arnstad blomstrer, efter den tilsyneladende ret rolige cheftræner har rystet holdopstillingsposen.

Derudover holder især Tingager et tårnhøjt niveau, og både Mortensen og Bech har fået gang i målscoringen.

Det rækker foreløbig til en godkendt tredjeplads, men så er det heller ikke vildere. Superligaen ser igen i år ud til at blive ret tæt.

Det helt store spørgsmål er, om Jakob Poulsen kan føre AGF ind i mesterskabsspillet?

Truppen virker noget smal, hvis der skulle opstå skader eller træthed. Det kan være, det ikke sker så grelt som under Röslers regeren og spillestil, som især i tyskerens sidste sæson så ud til at trætte og hæmme truppen.

Hvis der skal satses på ungdommen som proklameret af AGF-ledelsen i form af talenter som Tchamche og Emmery, giver det mening at barbere truppen ned.

Og så ligner de to tidligere Silkeborg-spillere Rasmus Carstensen og Sebastian Jørgensen to kommende nøglespillere. Dem har jeg meget høje forventninger til.

Læg dertil en tilbagevendt Yakob og nyankomne Solbakken, som kun kan styrke midtbanen.

Derfor er jeg ret sikker på, at AGF nok skal komme i mesterskabsspillet i denne sæson, og drømmen om en pokaltitel lever og ligger altid i baghovedet.

Og når engang det nye stadion står færdigt – lad os nu bare sige 2027 – så tror jeg på, at det bliver Frederik Tingager, som går ind som første AGF-spiller. Hvis den evigt unge og altid farlige Patrick Mortensen vel at mærke har bestemt sig for at stoppe.