Kommunen vil flytte specialbørnehave: »Vores børn kommer i mistrivsel, og de andres børn kommer hjem med mærker«
Både Mia Trampedach og Mathilde Holm Jensen har oplevet deres barn i mistrivsel. Det har betydet søvnløse nætter, blå mærker og ansigter kradset til blods. Begge forældre har set stor fremgang hos deres børn, efter de er startet i specialbørnehave. Nu frygter de, at kommunen vil hive tæppet væk under deres hverdag.
Årets politiske budgetforhandlinger er gået i gang, og et af budgetforslagene, som netop er blevet fremsendt til behandling i byrådet, er flytning af Specialbørnehaven Lucernevej. Noget der bekymrer to forældre, hvis børn går i tilbuddet.
»Jeg synes kun, der er tabere, hvis det bliver sådan,« siger Mathilde Holm Jensen, der er mor til fireårige Alva, der går i Specialbørnehaven Lucernevej.
Forvaltningen har nærmere bestemt foreslået politikerne, at man flytter børnene, der i dag går i specialtilbuddet på Lucernevej, til lokaler i den relativt nybyggede institution Huset Nyvang på Rindsvej i Randers
»På sigt bliver børnene dyrere. Nogle af dem kommer måske i så stor mistrivsel, at de er nødt til at komme på en døgninstitution. Al forskning viser, at tidlig indsats er vigtig. Det forsvinder, og det er vores børn, det går ud over,« siger Mia Trampedach, der er mor til fireårige Cosmo, der også går i Specialbørnehaven Lucernevej.
Formanden for Børne- og Familieudvalget, Mogens Nyholm (RV), mener, at der både er fordele og ulemper ved forslaget. Og så understreger han, at beslutningen ikke er truffet endnu.
»Ud fra en økonomisk betragtning kommer vi til at spare en hulens masse penge, fordi det frigiver flere børnehave- og vuggestuepladser. Men gør vi det så? Hvis man i Huset Nyvang kan gøre det lige så godt, som det i dag er på Lucernevej, så ligger det lige til højrebenet. Men hvis det er noget, men lige skal tygge skrå over, så kan det ende med, at vi siger nej,« siger han.
»De var bange for hende«
Mathilde Holm Jensens fireårige datter Alva har autisme, og hun har allerede gået i en del forskellige institutioner - de fleste uden den store succes.
»Alva har gået i tre forskellige vuggestuer i Randers, og det sidste sted var hun en-til-en med en pædagog, selvom der ikke var ressourcer til det. Og det var stadigvæk ikke nok. Hun fik det stadig værre. Pædagogernes store indsats var den eneste grund til, at hun kunne gå der resten af sin vuggestuetid,« fortæller hun.
Omkring da Alva skulle starte i børnehave, flyttede hun og hendes mor til Fyn. De boede der kun et halvt år, inden de flyttede tilbage til Randers, men på det halve år nåede Alva at gå i to børnehaver, inden hun blev visiteret til en plads i en specialbørnehave.
»Det gik slet ikke. Alva var i mistrivsel, og når hun er det, er hun udadreagerende. Hun skubbede de andre børn, og de var bange for hende. Den første børnehave, hun var i, var hun kun to dage, før de sagde: ”det kan vi ikke”,« fortæller Mathilde Holm Jensen og fortsætter:
»I den sidste børnehave havde Alva sit eget rum. Hun var helt afskærmet, men det var stadig for meget, for hun brændte sammen allerede i garderoben. Alva lægger mærke til alt, så allerede ved at gå ind i en garderobe, hvor der er larm og fyldt med ting, ville hun have brændt alt sit krudt af.«
Da de flyttede tilbage til Randers, blev Alva i første omgang tilbudt en plads i en ressourcegruppe - og ikke den plads i en specialbørnehave, som Alva var blevet visiteret til på Fyn. En ressourcegruppe er et slags mellemtilbud, hvor barnet går i en lille børnegruppe, der holder til i en almen daginstitution.
Troede det var umuligt
Mathilde Holm Jensen måtte kæmpe for det. Hun måtte selv presse på og finde de rigtige paragraffer og præsentere dem for kommunen. Men til sidst lykkedes det at få en plads til Alva i Specialbørnehaven Lucernevej.
»Alva er blevet mere livsduelig, og hun har lært nogle ting, som, jeg slet ikke troede, var mulige, fordi jeg har øvet det med hende flere gange uden at knække koden. Men det har pædagogerne på Lucernevej gjort. Det er pædagogerne, der virkelig gør forskellen,« siger hun og fortsætter:
»De passer ikke bare børnene. De er oprigtigt interesserede i børnene og at give dem den bedste udvikling. Jeg har fået så mange store og små råd fra pædagogerne, som Alva virkelig har profiteret af. Alva vil gerne give kram til en af pædagogerne, og det er så vildt for mig at se. Jeg troede ikke, det var muligt, at nogen kunne danne sådan en relation med hende. Nu frygter jeg, det går tilbage.«
Mathilde Holm Jensen er bange for, at specialtilbuddet kommer til at minde mere om en ressourcegruppe end en specialbørnehave. Og på baggrund af det frygter hun, at Alva igen vil komme i mistrivsel.
»Alva har meget med skrig. Så når hun er i mistrivsel, skriger hun meget. Hun bider også sig selv i armen. Jeg har billeder, hvor hun er helt blå og lilla op ad armene, fordi hun har bidt sig selv. Hun slår hovedet ned i gulvet, og hun kradser sig så hårdt i ansigtet, at det begynder at bløde. Hun får sådan et blik i øjnene. Jeg kan slet ikke få forbindelse til hende. Og så stopper hun med at spise,« fortæller hun.
Hvad hvis en bliver syg?
En af hendes største bekymringer ved forslaget om at flytte Specialbørenhaven Lucernevej fra egne lokaler til lokaler i en almen daginstitution handler om netop personalet.
Der lægges op til, at alle nuværende pædagogiske medarbejdere flytter med specialtilbuddet. Men Mathilde Holm Jensen tvivler på, om det nu også bliver sådan i praksis.
»Hvad nu hvis en pædagog bliver syg eller skal på barsel? Både i specialbørnehaven og den almene børnehave. Så kan de bare flytte rundt på personalet, som de vil, og så er det ikke garanteret, at det er specialpædagoger, der kommer ind til vores børn,« siger hun.
Hun fortæller, at børn med autisme har brug for faste, trygge og rolige rammer, og det er det, hun frygter, vil forsvinde. Hun frygter udskiftning i personalet, og at børnene fra Specialbørnehaven Lucernevej skal dele indgang og garderobe med børnene i den almene daginstitution. Bekymringer, som Mia Trampedach deler.
»Man kan sige, at hvis et neurotypisk barn har et ubegrænset antal skeer, så har et barn med autisme måske 12. Og ved at gå ind i en fælles garderobe bruger de måske alle de skeer, de havde den dag. Så er der ikke overskud til læring og trivsel. Kommunen vil altså ikke kunne leve op til kravet om, at de skal sikre alle børn de rammer, der giver dem de bedste forudsætninger for at udvikle sig,« siger Mia Trampedach.
Kradser ansigt til blods
De to mødre frygter begge to, at deres børn kommer i mistrivsel, hvis der ændres på deres nuværende rammer og specialtilbud.
»Jeg har haft en søn, der har været i mistrivsel, der har været selvskadende, der ikke har sovet om natten. Nu er han afsted hver dag. Han er begyndt at få et sprog, og han er blevet mere selvstændig. Han kan flere ting selv. Han har stadig brug for rammer og struktur, men det er på en anden måde end før,« siger Mia Trampedach, hvis fireårige søn Cosmo også har autisme.
Cosmo har tidligere gået i en dagpleje, hvor han var i mistrivsel. Hans mor fortæller, at han dengang bed i sig selv, rykkede sit hår ud og kradsede sit ansigt og tandkød til blods.
»Når han skriger, kan jeg slet ikke komme ind til ham. Jeg havde halvandet år, hvor jeg kun sov to-tre timer ad gangen, fordi han skreg, fordi han ikke kunne rumme sig selv. Han var tit blå alle mulige steder, men det var hans eneste måde at komme ud med det på,« siger hun og fortsætter:
»Inklusion er ikke godt for vores børn. Når vores børn kommer i stor mistrivsel, er deres eneste middel, at de slår og sparker, og det kommer til at gå ud over de andre børn. Vores børn kommer i mistrivsel, og de andres børn kommer hjem med mærker. Jeg kan ikke se, hvordan det skal styrke fællesskabet og sammenholdet.«
»Det her handler om besparelser og pladsmangel«
Lige nu er 12 børn visiteret til Specialbørnehaven Lucernevej. De har udetid sammen, men der er mulighed for at skærme legepladsen af og opdele den.
Selv hvis der bliver mulighed for at skærme børnene med særlige behov fysisk på legepladsen ved Huset Nyvang, kan man ikke skærme dem fra støj fra de mange børn i det almene tilbud, frygter de to mødre. Derudover kan det som tidligere nævnt også være en udfordring bare at skulle dele garderobe og indgang med børnene i det almene tilbud.
Desuden sætter de to forældre spørgsmålstegn ved indretningen af lokalerne i Huset Nyvang. De frygter, at der ikke er plads nok til, at børn kan trække sig, eller at pædagogerne kan give børn en pause, når de vurderer, der er behov for det.
»Jeg er bange for, at Cosmos udvikling går tilbage. Jeg frygter, at jeg er nødt til at blive sygemeldt eller må gå hjemme på fuld tabt arbejdsfortjeneste. Det her handler om besparelser og pladsmangel, og det går ud over vores børn,« siger Mia Trampedach, der tidligere har været sygemeldt i et halvt år.
Randers Kommune er udfordret af pladsmangel, når det kommer til daginstitutionerne. Især Pasningsdistrikt Midt, hvor både Specialbørnehaven Lucernevej og Huset Nyvang ligger, er hårdt ramt. Pasningsdistrikt Midt dækker store dele af det centrale Randers nord for Gudenåen.
Politikerne har på grund af udfordringerne sat penge af til en helt ny daginstitution, som skal bygges i netop Pasningsdistrikt Midt. Den skal have plads til 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn, men selv med den udvidelse vil der ikke være plads til, at alle børn, der bor i Pasningsdistrikt Midt, også kan få en plads i en daginstitution, der ligger i Pasningsdistrikt Midt. Det viser den seneste kapacitetsanalyse, som Randers Kommune har lavet.
Derfor er den pladsmangel, som Mia Trampedach snakker om, i den grad en realitet.
I forvaltningens forslag til at flytte Specialbørnehaven Lucernevej fremgår det også, at de ønsker at bruge lokalerne på Lucernevej til en almen daginstitution med 34 vuggestuepladser og 85 børnehavepladser.
»Det er noget fis«
Som argument for flytningen skriver forvaltningen blandt andet, at der kan ”skabes inkluderende og stærke børnefællesskaber for alle børn, når børn med særlige behov får mulighed for at spejle sig i flere jævnaldrende”. Men det argument giver de to mødre ikke meget for.
»Børn med autisme spejler sig ikke i andre. Det er en del af det at have autisme. Så når de foreslår det, ved de ikke, hvad autisme er. Det er noget fis,« siger Mia Trampedach.
»Jeg kan godt forstå, at nogen, der ikke ved noget om autisme, tænker sådan, men det viser en komplet uvidenhed, og det lyder ikke til, de har haft eksperter med på råd,« supplerer Mathilde Holm Jensen.
En stor besparelse
I skrivende stund er budgetforslaget stadig i høring, og budgetforhandlingerne er ikke for alvor gået i gang. For formanden for Børne- og Familieudvalget, Mogens Nyholm (RV), betyder det, at han endnu ikke har taget endeligt stilling til forslaget.
»Der er fordele og ulemper ved forslaget, og vi skal tænke os godt om,« siger han.
For ham er det afgørende, at børnene som minimum får et lige så godt tilbud i Huset Nyvang, som de i dag har på Lucernevej.
»Det er vigtigt, at de bliver afskærmet og får den beskyttelse, som de har brug for. Jeg tror, de andre partier gør sig de samme bekymringer, og skal Radikale sige ja, skal vi virkelig overbevises om, at børnene ikke mister noget,« siger han.
Ud fra et rent økonomisk synspunkt mener Mogens Nyholm, at der er store fordele. Ved at lave Specialbørnehaven Lucernevejs nuværende lokaler om til en almen daginstitution vurderer forvaltningen, at man i alt vil få 18 flere vuggestuepladser og 74 flere børnehavepladser end i dag til en pris på 6,1 millioner kroner.
»Anlægsmæssigt sparer vi en masse penge, fordi vi ikke behøver bygge en ny daginstitution til 50 millioner de næste fire-fem år. Jeg forstår godt forældrenes bekymringer om, at det bliver dyrere på sigt, og det kan godt være, det pr. år bliver lidt dyrere på driften, men der går mange år, før det bliver 40-50 millioner kroner,« siger han.
Han understreger, at intet endnu er besluttet, og hvis budgetforliget skulle ende med at indeholde forslaget om at flytte Specialbørnehaven, så vil forældre og personale blive inddraget i processen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra Randers Kommune.