Fortsæt til indhold

De ved godt, det er forkert: Alligevel sparker både cyklister og bilister til den

Når bilister og cyklister kører frem mod et lyskryds, og de egentlig burde stoppe, er der mange, som alligevel kører over. Samtidigt er begge grupper bekymrede for at ende i en ulykke med hinanden.

Samfund

66 procent af dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister er i perioden 2020-2024 kommet til skade i en krydsulykke.

Det oplyser Rådet for Sikker Trafik, der samtidig søsætter en ny kampagne.

26 procent af cyklisterne og 30 procent af bilisterne holder farten eller sætter den op for at nå over krydset, der er ved at blive gult. Dermed er der ifølge rådet ikke rigtigt noget, som den ene gruppe kan lade den anden høre for.

»Hvis trafikken skal fungere sikkert for alle, er det naturligvis vigtigt at både cyklister og bilister stopper i lyskryds, når der bliver rødt. At så stor en andel vælger at køre, selvom de burde stoppe, er i bedste fald til gene for medtrafikanterne og i værste fald kan der opstå farlige situationer,« siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

At det er vigtigt at holde sig til reglerne i kryds understreges af, at det er to ud af tre alvorlige, politiregistrerede cyklistulykker, som sker i kryds.

1.861 cyklister er de sidste fem år kommet alvorligt til skade, eller har mistet livet i en krydsulykke.

Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik i den aktuelle kampagne ”Brug 2 sek.” til, at både bilister og cyklister ser sig godt for i krydsene og afstemmer hastigheden herefter efter forholdene.

»De alvorlige krydsulykker fylder meget i ulykkesstatistikken med cyklister, og det kan have alvorlige konsekvenser med tab af førlighed og hjerneskader. Selvom det heldigvis for det meste går godt, kan konsekvensen være meget voldsom, når ulykken sker. Så brug to sekunder mere på at orientere dig i kryds, så travlt har du heller ikke,« siger Jakob Bøving Arendt.

Bekymrer sig om hinanden

Selvom der sker mange alvorlige cyklistulykker i kryds, skyldes det ikke, at bilisterne og cyklisterne ikke tænker på hinanden. Det kan man også se i undersøgelsen, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik i august 2025.

54 procent af bilisterne svarer, at cyklister er dem, de er mest bekymrede for at støde sammen med.

Det samme gør sig gældende for cyklister, hvor 69 procent svarer, at biler er den type trafikant, de er mest bekymrede for, når de cykler i bytrafik.

For bilisterne var 30 procent mest bekymrede for at ende i en ulykke med en anden bil, mens 19 procent af cyklisterne var mest bekymrede for at ende i en ulykke med en anden cykel.