Truet ø-taxi kører videre - men usikkerheden nager stadig
Der var en vis rysten på hænderne, da taxavognmand Liselotte Arentz Sørensen satte sig i sin bil 1. september for at hente passagerer ved færgen.
Det var med en stor portion usikkerhed, at Liselotte Arentz Sørensen i mandags begav sig mod Anholt Havn i sin taxa.
1. september var således dagen, hvor en ny taxa-lovgivning trådte i kraft, og taxavognmanden vidste reelt ikke, om det betød, at hendes forsikring ikke længere dækkede hende i hvervet som øens eneste taxa.
»Jeg har det sådan, at tingene skal være i orden, men nu havde jeg lovet en ældre kvinde at køre hende, og det ville jeg ikke aflyse. Men det var da sådan, da jeg kørte, at jeg næsten ikke turde derned,« fortæller Liselotte Arentz Sørensen.
For det forholder sig sådan, at med den nye taxa-lovgivning må alle og enhver køre persontransport mod betaling på Anholt. Altså en slags Uber-ordning.
Den er egentlig sat i verden for at øge mobiliteten og mulighederne for at komme rundt på de danske småøer og landdistrikter.
Passer ikke ind
Men Anholt passer ikke rigtig ind i den formel. På Kattegatøen har man et ønske om at have så få biler som overhovedet muligt, og derfor koster det 3200 kroner for en enkeltbillet med færgen, hvis man vil have bil med.
Det sætter nogle naturlige begrænsninger for, hvor mange der egentlig vil satse på at kunne tjene de penge ind igen via persontransport, og så er der naturligvis også den detalje, at Anholt er Danmarks mest isolerede ø, som godt nok er ganske velbesøgt om sommeren, men i vinterhalvåret er det hovedsageligt de knap 130 fastboende, der skal fragtes.
Liselotte Arentz Sørensen kører derfor Anholt Taxi på en dispensation fra Midttrafik, hvor hun ikke er underlagt et kørselskontor og ikke behøver taxameter, da hun kører med en fast pris på transport.
Den dispensation er der dog usikkerhed om nu på grund af den nye taxalov. Dermed kan man tænke, at Liselotte Arentz Sørensen så blot kunne hoppe over på den nye ordning og køre sin taxa som privatperson, men her opstår en ny forhindring.
I den nye ordning må man højst tjene 50.000 kroner om året på kørslen, men da taxavognmanden allerede har tjent mere end det beløb, var hun reelt i tvivl, om hun overhovedet måtte køre. Og om borgerne på Anholt overhovedet havde en taxa fra 1. september.
Taxaen kører stadig
Det har de, viser det sig.
Norddjurs Kommune er i øjeblikket i færd med at søge om, at Anholt bliver undtaget fra taxaloven. Det er Transportministeriet, der har anbefalet kommunen at gøre det for netop at komme øer i møde, hvor loven ikke helt passer ind i hverdagen, og en lokal løsning er bedre for sammenhængskraften.
Derfor kunne Liselotte Arentz Sørensen i første omgang ånde lettet op, da hun fra sit forsikringsselskab fik at vide, at så længe den sag er undervejs, skal hun ikke bekymre sig om at omregistrere formålet med sin bil, som er kørsel for offentlig myndighed.
»Det er det, der er det virkelig essentielle for mig, at jeg ved, at jeg har en forsikring, der dækker mig. Ellers synes jeg ikke, at jeg kan være bekendt at køre med andre folk,« understreger hun.
Selv om det nu tyder på, at både Liselotte Arentz Sørensen og anholterne har en vogn at stige ind i i den kommende tid, så nager usikkerheden stadig.
Vognmanden har således tidligere givet udtryk for, at hendes engagement i persontransporten på Anholt i høj grad afhænger af, hvor stor effekt den nye taxalov får på hendes forretning.
Hvis hun om sommeren skal konkurrere med flere private bilister om kunderne, så er det ikke en selvfølge, at hun bliver ved med at køre.
»»Hvis der pludselig holder en masse ned ved færgen, som synes det er sjovt at køre taxa i sommermånederne og tager hovedindtægten på kørslerne, så er det jo ikke givet, at jeg synes, der er nok forretning i at holde dernede i oktober-november måned,« har hun tidligere udtalt til avisen.
Hvis Norddjurs Kommunes ansøgning om at Anholt undtages fra taxaloven bliver godkendt, vil der også være mulighed for kommunen for at tilbagerulle ordningen med den private persontransport på øen.
»Det synes jeg da, der vil være en rigtig god idé, for ellers kan jeg jo risikere, at mit indtægsgrundlag bliver alvorligt udfordret. Så er der nogen, der vil sige, at det må jeg så bare finde mig i, men så vil jeg bare sige, at så vil jeg heller ikke føle mig forpligtet til hele tiden at komme ligesom nu, hvor man kan få fat i mig hele døgnet,« fastslår Liselotte Arentz Sørensen.
Liselotte Arentz Sørensen har drevet Anholt Taxi siden 2011.
Ud over den almindelige taxakørsel så fungerer hendes bil også som sygetransport og kirkebil, ligesom taxaen også er en del af det lokale beredskab.