Fortsæt til indhold

Dronning Margrethe på privat besøg i Favrskov

Den meget arkæologi-interesserede Dronning Margrethe har besøgt en udgravning i den sydøstlige del af Favrskov Kommune.

Samfund

Moesgaard har for nylig haft besøg af Dronning Margrethe, der var med på en arkæologisk udgravning i Favrskov Kommune. Her er der fundet spor fra vikingetiden, som arkæologerne nu skal til at undersøge nærmere.

Dronningen blev vist rundt af blandt andre museets direktør Mads Kähler Holst og introduceret for nogle af de naturvidenskabelige analysemetoder og digitale registreringsteknikker, som museet anvender til at forstå og kortlægge sporene fra fortiden.

Udgravningen ligger blot få kilometer fra Lisbjerg i Aarhus Kommune, hvor Moesgaard for nylig fandt en gravplads fra vikingetiden, som formentlig har været en del af et stormandsmiljø med forbindelser til datidens kongemagt.

Moesgaard har dårlige erfaringer med, at nysgerrige sjæle kommer lidt for tæt på udgravningerne, og museet vil derfor helst ikke oplyse det præcise sted for de igangværende arkæologiske udgravninger. Det kan dog oplyses, at det er i den sydlige del af kommunen og som nævnt ikke så langt fra Lisbjerg.

Udgravningsleder Liv Langberg fortalte Dronning Margrethe om udgravningen, hvor der er fundet spor fra vikingetiden. Foto: Moesgaard Museum

Dronning Margrethe har siden barndomsårene interesseret sig for arkæologi, og ifølge Moesgaard har dronningens engagement i høj grad og igennem generationer været befordrende for den folkelige bevågenhed for dansk arkæologi.

Som ung studerede Dronningen arkæologi i Aarhus, København og Cambridge, og det var den daværende tronfølger, der i 1970 indviede Moesgaard Museum, som i dag blot hedder Moesgaard.

Dronning Margrethe har siden 2005 været protektor for Moesgaard og deltaget i mange officielle arrangementer. Besøget i Favrskov Kommune var dog et privat besøg, oplyser museet til Din Avis Favrskov. Dronning Margrethes seneste – officielle – besøg i Favrskov Kommune var i 2016.

Kongehuset har på sin hjemmeside selv delt flere billeder fra besøget i den arkæologiske udgravning.