Fortsæt til indhold

Mere asfaltarbejde: Endnu en vej spærres

Gående og trækkende cyklister kan dog passere.

Samfund
ceb

En godt to kilometer lang strækning på Tjærbyvej i Dronningborg skal have ny asfalt.

Derfor bliver vejen fra krydset ved Udbyhøjvej til forbi krydset ved Tjærbyvangsvej spærret for trafik mellem klokken 7 og klokken 20 i perioden fra torsdag 11. september til og med mandag 22. september.

Under arbejdet vil der være spærret for både bilister og cyklister, og trafikanterne bliver i stedet ledt ud på en alternativ rute med gule omkørselsskilte. Strækningen forbliver åben for gående i hele perioden, og cyklister har derfor også mulighed for at stå af og trække på fortovet.

Efter klokken 20 er der åben for al trafik, og strækningen kan passeres med forsigtighed. Dog skal man være opmærksom på, at der kan være større huller i asfalten.

Det er vejen her, det drejer sig om. Kort: Randers Kommune

Beboerparkering og busser

Beboere i området har fået en orientering om arbejdet i et brev, og her bliver de opfordret til at parkere i de omkringliggende gader.

Hvis du som beboer på vejen har et uopsætteligt behov for at komme til din bolig med bil i dagtimerne, kan du tage direkte kontakt til asfaltarbejderne, der finder en løsning, hvor det er muligt. Desuden vil brand og redning til enhver tid kunne få adgang til at køre ind i området.

Arbejdet vil også påvirke den kollektive trafik. Busserne, der normalt kører på Tjærbyvej, kan være omlagt i perioden og passagerer henvises til Midttrafiks hjemmeside for opdateret trafikinfo.

Arbejdet udføres af Veje og Trafik og begynder som sagt 11. september, hvor der fjernes asfalt på cykelstien bag chikaner.

I den efterfølgende uge lægges ny asfalt, og samtidig påbegyndes fræsning af selve Tjærbyvej. Her fjernes blandt andet brønde og riste, og ramper til indkørsler bliver midlertidigt fjernet. Arbejdet vil i perioder være støjende.

Randers Kommune forventer, at arbejdet er færdigt mandag 22. september. Der kan dog ske ændringer i tidsplanen som følge af vejret eller uforudsete tekniske udfordringer.