Skoleleder på helt særlig skole: »Alle børn har ret til at blive udfordret og trives«
Skolen i Aarhus er to år gammel og en af de få i Danmark, der er oprettet specifikt for højtbegavede børn. Det gør en verden til forskel for eleverne.
’Hvilke ord kan betyde det samme som at spekulere?’
Otte-årige Christoffer tegner en hurtig ring om ‘tænke’ og ‘overveje’, bladrer videre og skriver løs i det opgavehæfte, der ligger foran ham på det grå skolebord. Det går hurtigt, og snart holder han de sammenklipsede papirer op. Ved siden af ham sidder Emil og Elias og løser samme opgaver. Ikke helt i samme tempo, men det går støt fremad.
»Har du gjort dig umage,?« spørger Annemette, hans lærer.
»Det synes jeg,« svarer han.
De gennemgår opgaverne en for en.
»Flot løst,« siger Annemette. Hun har ikke mange rettelser.
Inferens
Der grines, afbrydes, læses, pjattes, lyttes. Der er børn, der sidder uroligt på deres drejestole, børn der er fordybet i tegninger og opgaver.
Det er onsdag morgen på Leonardoskolen i Aarhus. En skole, der ved første øjekast ser ganske almindelig ud – måske bortset fra at den er ret lille.
Men kigger man lidt nærmere på detaljerne, kan man godt fornemme, at noget er lidt anderledes ved Leonardoskolen end den typiske folkeskole.
Måske kan man høre det på samtalerne mellem eleverne, eller måske kan man se det, når man sammenligner bøger og opgavehæfter med alderen på ansigterne, der sidder med hovedet nede i dem. Hvis man kaster et blik på tavlen i indskolingen, hvor 0-3. klasse er slået sammen i et klasselokale oppe under taget, kan der gemme sig endnu et lille hint: ‘Ordforråd: Inferens’ står der.
Christoffer, Emil og Elias er tre af de 50 elever, der går på Leonardoskolen. De er højtbegavede. Ligesom resten af deres skolekammerater.
Det gør skolen unik. Den er også ganske ny. For kun lidt over to år siden fik de første højtbegavede elever lov at løbe ind på den nye skole på Studsgade, der var skabt til netop dem.
Et år senere måtte flyttekasserne i brug, da de fik mulighed for at overtage nye og større lokaler lige rundt om hjørnet i Nørregade. Nu er de så småt ved at falde på plads, selvom det fortsat er en proces at starte skole op.
Ligesind
En skole som Leonardoskolen hænger ikke på træerne. At den ligger centralt, med nem adgang fra omkringliggende byer og kommuner, betyder derfor meget for elever og forældre. Det gør det muligt, at børn fra Djursland, Randers og Favrskov også kan få lov til at gå i skole med ligesindede.
Og det er derfor, det er så vigtigt, at Leonardoskolen er startet op, fortæller konstitueret skoleleder Julie Hedensted:
»Alle børn har ret til at have en skolegang, hvor de lærer en masse, udfordres tilpas og trives socialt – også de højtbegavede. Og det er ofte svært i almindelige skoletilbud.«
Mange højtbegavede børn oplever på traditionelle skoler at kede sig fagligt, og det gør, at de ikke lærer at lære, fortæller Julie Hedensted. Disse børn kan også ofte opleve at føle sig anderledes.
Konsekvenserne ved sådan en skolegang rækker langt ud over det faglige, mener Julie Hedensted:
»Alle har brug for at blive spejlet og at spejle sig i andre. Det er afgørende for børns trivsel, at de kommer ud af skolen med en tro på sig selv og sine egne evner, at de føler sig mødt og anerkendt, som dem de er. Men det sker ikke for de højtbegavede børn, når de mister lysten til at lære eller føler, at de ikke hører til, der hvor de er.«
Men hvad sker der så, når boblen brister? Når eleverne er færdige på Leonardoskolen, og skal videre på gymnasiet eller andre steder, hvor de ikke længere er blandt ligesindende?
»Hvorfor laver man ikke gymnasieklasser for højtbegavede?« spørger Julie Hedensted.
Der er begyndt at komme gymnasieklasser flere steder, for elever med autisme, fordi de har brug for at undervisningen tilrettelægges på en særlig måde. Det har de højtbegavede elever også, siger hun og fortsætter:
»Men i mellemtiden har de forhåbentlig fået så meget selvtillid i deres grundskoletid, at de kan hvile i sig selv og egne evner – også når de møder modstand.«
Kryds og bolle – og lidt held
Elias tager den gule ærtepose og placerer den i højre hjørne. Overfor ham står Emil. Han kniber øjnene sammen og tænker et øjeblik. Hurtigt flytter han den rette grønne ærtepose, så gult hold ikke vinder.
Timen er blevet til frikvarter. De andre er gået ind for at spise frokost, men Emil og Elias spiller stadig kryds og bolle på asfalten i skolegården. Et tilsyneladende endeløst spil af træk og modtræk. De to drenge på syv og otte kan ikke få afsluttet spillet. De er lige gode.