Fortsæt til indhold

Bonderøven takker af: Slut med DR-samarbejde

Frank Erichsen afslutter samarbejdet med DR om naturprogrammet ’Giv os naturen tilbage’ , men fortsætter med hitserien 'Frank og Kastaniegaarden'.

Samfund
LNT

Den populære tv-vært, naturentusiast og selverklærede Bonderøv, Frank Erichsen, har besluttet at afslutte sit samarbejde med DR om programmet ’Giv os naturen tilbage’.

Programmet, der har haft til formål at engagere danskerne i naturen, har kørt i tre sæsoner, men nu er det slut.

Frank Erichsen fortæller til HER&NU, at beslutningen skyldes flere faktorer, herunder manglende opbakning fra DR og den store udfordring, som naturproblemet udgør.

»Jeg oplever heller ikke, at der er den store interesse fra DR til at få flere af programmerne. Så det er der, hvor det står lige nu,« siger han til mediet og fortsætter: »Men jeg vil gerne lave mere fjernsyn, der sætter fokus på vores natur og havet, så det dukker helt sikkert op i en eller anden form.«

Hitserie fortsætter

Selvom Bonderøvens fans må vinke farvel til ’Giv os naturen tilbage’, er der ingen udsigt til, at hitserien ’Frank og Kastaniegaarden’ stopper.

Tværtimod er der flere sæsoner på vej, hvilket vil glæde de mange seere, der har fulgt Franks selvforsynende liv på Kastaniegaarden i Revn ved Grenaa siden 2008.

Frank Erichsen har også taget et stort skridt i sin karriere ved at blive medlem af FN’s advisory board, hvor han rådgiver om beskyttelse og genoprettelse af naturen verden over.

Bonderøven har tidligere om biodiversitet udtalt følgende til DR:

»Biodiversitetskrisen er alvorlig. Forudsætningen for, at vi kan komme krisen til livs, er at finde en måde at sameksistere på arterne imellem. Jeg ser frem til at dele ud af mine erfaringer og udveksle viden og idéer med repræsentanterne fra de andre lande. Det er yderst motiverende og et stort ansvar at bidrage til at fremme naturens vilkår - ikke bare i Danmark, men i hele verden.«