Fortsæt til indhold

Efter 36 år: Tandlægeklinikken får nye tænder

Tandlæge Christian Rasmussen overdrager 1. oktober sin tandklinik på Skovvej i Ryomgård til Jesper Kierri Jacobsen og kolleger, der vil videreføre klinikken i samme ånd.

Samfund

Efter 36 år som tandlæge i Ryomgård, har Christian Rasmussen besluttet at overdrage sin tandklinik på Skovvej 11 til nye ejere.

Jeg har længe overvejet at påbegynde et generationsskifte på tandklinikken.

Fra den 1. oktober 2025 vil Ryomgård Tandlægeklinik blive drevet af trioen Jesper Kierri Jacobsen, Mogens Nørgaard og Morten Kortegaard, som også står bag tandlægeklinikkerne i Ebeltoft og Rønde.

Christian Rasmussen vil fortsætte på klinikken på nedsat tid, mens Jesper Kierri Jacobsen overtager rollen som daglig leder.

Jesper Kierri Jacobsen, den nye daglige leder af Ryomgård Tandlægeklinik fra 1. oktober 2025. Pressefoto

Fremtiden

Christian Rasmussen udtrykker stor glæde over generationsskiftet: »Jeg har længe overvejet at påbegynde et generationsskifte på tandklinikken. Det er derfor med stor glæde og ro i sjælen, at det bliver sammen med Jesper, Morten og Mogens. Med generationsskiftet får klinikken nu tilført yngre kræfter, og vi kan sammen erfaringsudveksle og ruste klinikken til tænderne - og til fremtiden.«

De nye ejere har ambitiøse planer for klinikken. Jesper Kierri Jacobsen, Mogens Nørgaard og Morten Kortegaard har drevet fælles klinik på Djursland i mange år og ønsker at videreføre klinikken i samme ånd som Christian Rasmussen.

De har planer om at udvikle klinikkens fysiske rammer. Det vil gavne de faglige muligheder og sikre, at tandplejebehovet i den centrale del af Djursland bliver dækket.

Fortiden

Christian Rasmussen har haft en lang og begivenhedsrig karriere som tandlæge.

Han begyndte som ansat hos tandlæge Steffen Schou i Ryomgård og blev senere partner.

»Jeg har været partner/medejer i Ryomgård ca. 34 år. Jeg var først ansat hos Steffen Schou i ca. 2 år, inden vi blev partnere. Før jeg kom til Ryomgård, havde jeg været tandlæge og klinikejer i Allinge på Bornholm i 4 år,« fortæller Christian Rasmussen.

Efter samarbejdet med Steffen Schou, arbejdede han sammen med tandlæge Pernille Bindesbøll indtil juni 2024, hvor han overtog hendes andel.

Christian Rasmussen er nu 65 år og ser tilbage på sin tid som tandlæge med stor taknemmelighed: »Jeg vil gerne takke for den tillid og den opbakning, som mine patienter og mine ansatte har vist mig gennem mine 36 år som praktiserende tandlæge i Ryomgård. Det gør mig ydmyg og har betydet, at min tid som tandlæge i Ryomgård dagligt har været en stor personlig fornøjelse og glæde.«

Christian Rasmussen har gjort en stor indsats for at sikre en glidende overgang for både patienter og medarbejdere.

»Det er planlagt til at blive en stille og rolig overgang for alle parter - patienter, medarbejdere samt gamle og nye tandlæger - da Jesper, Morten og Mogens har ønske om at føre klinikken videre som hidtil,« siger han.