Aarhusianere rejser investering på 90 millioner kroner
Den aarhusbaserede startupvirksomhed Understory, som opererer i oplevelsesbranchen, har fået en stor millioninvestering.
To år efter, at Lasse Kjær og Lars Rasmussen stiftede Understory, har startupvirksomheden med base i Aarhus sikrede sig en investering på 90 mio. kr..
Det oplyser virksomheden selv i en pressemeddelelse.
»Vi er enormt stolte. Det er et vigtigt skulderklap til det arbejde, vi har lagt de seneste år, og til den vision, vi forfølger. Investeringen giver os muligheden for at tage Understory til næste niveau. For der skal ikke herske tvivl: Vores ambition er at revolutionere oplevelsesindustrien,« siger Lasse Kjær, CEO og co-founder, i pressemeddelelsen.
Kort fortalt leverer Understory, som ligger i Vestergade i Aarhus, en AI-drevet platform, der samler booking, betaling og markedsføring i ét system. Platformen giver oplevelsesvirksomheder de nødvendige værktøjer og automatiserer arbejdsgange, fremgår det af pressemeddelelsen.
»Vi kan med investeringen udvikle vores produkt og infrastruktur, og vi gør samtidig Understory mere internationalt. Når vi rykker ind i nye lande, får endnu flere oplevelsesvirksomheder adgang til vores værktøjer, så de kan tiltrække flere gæster, åbne nye indtægtskilder og fokusere på det vigtigste: At give gæsterne oplevelser, de ikke glemmer,« fortsætter Lasse Kjær i pressemeddelelsen.
Den ledende investor er engelske Smedvig Ventures. Ifølge CVR ejer investoren nu mellem 10 og 15 pct. af Understory.
»Understory skiller sig ud med et stærkt team, en klar vision og et produkt, der kun er i begyndelsen af sin rejse mod at understøtte oplevelsesvirksomheder globalt. Vi ser frem til at støtte virksomhedens fortsatte rejse og til at se, hvordan den kan skabe endnu mere værdi for både virksomheder og deres gæster, særligt fordi tusindvis af oplevelsesvirksomheder stadig kæmper med ineffektive, manuelle arbejdsgange,« siger Jonathan Lerner, partner i Smedvig Ventures, i pressemeddelelsen.