Støt Natteravnene: Overskud fra festaften går til lokalt tryghedsarbejde
Hornslet Handel står igen sammen om et stort velgørenhedsshow i Hornslet Arena, hvor alt overskud doneres til de lokale Natteravne.
Hornslet Handel er i fuld gang med at arrangere en festlig aften med musik, farver og et modeshow fra byens butikker.
Showet finder sted tirsdag 30. september kl. 18-21 i Hornslet Arena.
Repræsentanter fra byens pulserende handelsliv er klar med gode tilbud og konkurrencer på standene.
Byens madsteder sørger for lækre sandwich, et glas vin samt kaffe og te. Øvrige drikkevarer kan købes.
Derudover vil der være et amerikansk lotteri med flotte gaver fra byens erhverv.
Billetprisen er 150 kr., og billetter kan købes i Skobox.
»Det er vigtigt for os at støtte lokalt, så i år tilfalder overskuddet Natteravnene i byen. De kommer til showet og fortæller om deres arbejde og hvad donationen skal bruges til,« siger Gitte Pedersen, indehaver af tøjbutikken LULU og med i udvalget, der er tovholdere på arrangementet.
De gule jakker
I deres ikoniske gule jakker går Natteravnene rundt i nattelivet i Hornslet og gør sig synlige, observerer og stiller sig til rådighed for de unge i området.
For Natteravnene handler deres arbejde om at øge trygheden for de unge og om at være der for dem, hvis de har brug for en snak eller hjælp.
Det har de gjort i mange år, og de er pt. de eneste ravne i Syddjurs.
Natteravn i 16 år
Grete Ølgaard er en af de frivillige Natteravne i Hornslet.
Hun har været en del af Natteravnene i 16 år. Hun startede som Natteravn, da hendes egen datter var 15-16 år, og har været det lige siden. Hun har en stærk lyst til at hjælpe og til at have kontakt til de unge mennesker i byen.
For byens unge er Natteravnene blevet en gruppe neutrale voksne, man kan komme til – om det er til en sludder eller til at holde håret efter én øl for meget, så ved de unge, at de kan regne med dem.
»Og så ved de jo, at Natteravnene sladrer ikke – det er vores regel,« har Grete Ølgaard tidligere forklaret til Din Avis Syddjurs.
Grete og de andre Natteravne møder de unge lige dér, hvor de er, og forsøger at skabe en tryg atmosfære uden forbehold.
»De er slet ikke de her rebelske unge mennesker, som man måske kan tænke, når man ikke kender dem,« uddyber Grete.
Boghandleren på scenen
To lokale musikere skal optræde ved showet, Christian Ørting og Asger Præst.
Asger Præst, 23, har store planer for sin musikalske fremtid og har netop indspillet flere nye sange i samarbejde med den anerkendte producer Kristian Danielsen fra Mørke.
»Jeg er begyndt med at komme ovre i studiet hos Kristian Danielsen. Det er både skønt, fordi Kristian er et dejligt menneske og stemningen er fantastisk derovre, men også fordi det betyder, at jeg nu kan komme til at udgive min musik. Vi er endda nået så langt, at vi nu har fået udgivelsesdatoen 26. september på den første single,« siger Asger Præst.
Singlen består af to sange: den bluesede »She Already Knows« og den mere rockede »Nameless«.
På sangene optræder blandt andet Viggo Sommer fra De Nattergale, Asger Præsts musikalske legekammerater, Simon og Sebastian fra YMER, og den lokale og talentfulde sanger Laura Foss fra Pindstrup.
Asger Præst er fortsat ham, som står bag disken i Hornslet Boghandel, som han har gjort det i nogle år nu.
Bidrag til fællesskabet
Hornslet Handel elsker at lave disse arrangementer for at styrke det gode fællesskab i byen.
»Lad os få fyldt Hornslet Arena op, tag veninden, manden eller en anden under armen til denne festlige aften. Vi glæder os til at se jer,« opfordrer Gitte Pedersen.
Arrangementet er en oplagt mulighed for at mødes med venner og familie, nyde god musik og underholdning, og samtidig støtte en vigtig sag, pointerer hun.