Fortsæt til indhold

De lokale har bygget en sti: Oplev skoven på en helt ny måde

Stien gør det muligt at opleve skoven på en ny måde.

Samfund
sra

Lørdag 20. september klokken 14–17 markeres en vigtig milepæl i Røgen, når det nye skovprojekt ’På Kanten’ officielt indvies. Det skriver styregruppen bag projektet i en pressemeddelelse.

Projektet, der har været under udvikling gennem længere tid, omfatter et sammenhængende stisystem i Røgen Skov. Stierne gør det muligt for både borgere og besøgende at opleve skoven på en ny måde – med fokus på natur, fællesskab og tilgængelighed.

Eftermiddagen byder på en festlig ramme, hvor der serveres drinks, snacks og musikalsk underholdning. Der vil desuden være taler, hvor både projektets baggrund og visioner bliver præsenteret.

Som en del af arrangementet inviteres alle med på en fælles gåtur gennem det nye stisystem. Undervejs bliver der fortalt om projektets tilblivelse, de naturmæssige værdier og tankerne bag På Kanten. Turen afsluttes med hyggeligt samvær i skoven.

På Kanten er betegnelsen for den sti, der løber langs ydersiden af Røgen Skov. Ideen opstod for adskillige år siden hos Claus Reiche, der er bosiddende i Røgen. Herefter blev der nedsat en styregruppe, og et langt og sejt arbejde gik i gang med at indhente de nødvendige tilladelser samt at søge midler fra forskellige fonde til finansieringen. Styregruppen bestod af repræsentanter fra Røgen menighedsråd og borgere i byen.

Stierne i skoven skulle både renoveres og suppleres med nye, hvilket skete gennem et tæt samarbejde mellem professionelle skoventreprenører og frivillige kræfter. Særligt gangbroen og træpromenaden, der stod færdig i 2025, blev bygget af frivillige fra Røgen og omegn.

Projektet er således et levende bevis på, hvad lokalt engagement, fællesskab og udholdenhed kan skabe – og På Kanten er i dag et åbent fællesrum, hvor naturen er i centrum, og hvor både lokalbefolkning og besøgende kan mødes til motion, ro og oplevelser.

Alle er velkomne til indvielsen, uanset om man bor i Røgen eller ej.