De kunne ikke synge. Nu skråler vi andre falsk med på Helmig
Aarhus Teater fylder 125 år og holder fast i traditionerne samtidig med at man griber ud efter de unge og omfavner de super-relevante.
I begyndelsen gik det ikke helt efter manuskriptet. Åbningsforestillingen den 15. september 1900 skulle være en nyskrevet opera over Nattergalen, men sangprøverne bar mere præg af en rågeflok i Riis Skov. Så det blev ”Prinsessen på ærten” med tilsigtet jammer, der skulle markere begyndelsen for Aarhus Teater, der mandag kan fejre 125-års fødselsdag.
Det er ikke kun en mærkedag for teatret, men for hele byen, der dengang samlede kapital, ambitioner og mod til at opføre landets næststørste teater.
Indtil da havde Aarhus været for amatører, også i byens første egentlige teatersal på Store Torv, hvor aarhusianerne kunne spille for hinanden. Meget symbolsk skete det i den bygning, hvor Løve Apoteket ligger den dag i dag. Det beroligende var inden for rækkevidde. Siden gik befolkningstallet og økonomien hånd i hånd, så det var både nødvendigt og muligt at opføre et egentligt teater.
En kreds af byens finere og ikke mindst velhavende mænd dannede Aktieselskabet Aarhus Nye Theater. Aarhusianerne kunne købe folkeaktier, men købmand Mønsted og etatsråd Meulengracht bidrog i særlig grad: 20.000 kr. hver. Aarhus Kommune kom med grunden, Kampmann med tegningerne og Frederik Carl Hansen Reistrup leverede udsmykningerne. 11 svaner svæver i loftet over Store Sal og er stadig på vingerne.
Kredsen af stiftere havde håbet, at staten snart ville bidrage til teatret, men støtten lod vente på sig, og de første år var præget af ambitioner, der var større end de økonomiske muskler.
I dag står aarhusianerne på nakken af hinanden for at opleve Teaterkoncert Thomas Helmig. Der sælges allerede billetter til 2027, men husets første store publikumssucces var Nøddebo Præstegård. Den blev opført første gang 2. juledag 1903 og måtte forlænges. 234 forestillinger blev det til. Folk var vilde, anmelderne kolde som julegåsen dagen derpå. Men hellere en fyldt sal end en glad kritiker. At de to ting dog kan forenes, er den aktuelle sæson et jubeleksemplar på.
Musikken blev en del af teatret, hvorfra Aarhus Symfoniorkester og Den Jyske Opera også udsprang. ”Cabaret”, ”Les Miserables”, ”Lyden af de skuldre vi står på” og sidste sæsons ”Sound of Music” i en forrygende version er blot eksempler for ikke at nævne Helmig en gang til.
Selv under Besættelsen holdt teatret masken. Efter svære overvejelser valgte man den 9. april 1940 at gennemføre forestillingen »Et rigtigt mandfolk« samme aften. I sin dagbog skrev regissøren, at dagens billetindtægt var 44,25 kr. mod 355 kr. dagen før og noterede: »I Dag besatte Tyskerne Byen – og hele Danmark. Fiat Voluntas Tua (ske din vilje red.)«.
Det var dog ikke aarhusianernes dalende lyst til og mulighed for at more sig, der blev krigens eneste udfordring. Den 22. februar 1945 blev teatret udsat for et Schalburgtage-angreb. Heldigvis tog kun facaden skade. De skrå brædder kan være stærkere, end man tror. Først i 1981 blev bygningen fredet.
Og stærk har Aarhus Teater vist sig. Her holder man fast i egne traditioner og håndværk frem for at leje dem ind efter behov. Samhørigheden mærkes. Med fire scener, 100 fastansatte fordelt på 23 faggrupper og årligt over 100.000 gæster er huset stadig et kulturelt kraftcenter. Måske er det netop teatrets største bedrift: Evnen til at forny sig uden at fornægte traditionen og at få unge til at vælge scenekunst frem for skærm. Generationer er blevet slæbt ind til juleforestillinger, børn og voksne har grinet, grædt og sunget med. De unge har fået sat spejl op f.eks. i ”Tro, Håb og Kærlighed”. Vi andre blev nostalgiske og gen-rørte. Publikum i alle aldre har fået virkeligheden vendt på hovedet af den faste samarbejdspartner Christian Lollikes dramatiske laboratorier: Kagefabrikken, Hospitalet og Skolekomedien (der heldigvis genopsættes) er forrygende dramatiserede eksempler på forrykt virkelighed. Teater behøver ikke kun være en gammel sang om kærlighed.
Meget er sket på de 125 år. Skuespillerne kan synge, sceneteknikken kan ting, man knap forstår. Publikum puffer stadig ivrigt til hinanden i buegangene. Den gamle jugenddame på Bispetorv holder sig forbløffende frisk. Hun provokerer, forfører og keder os kun sjældent.
Lige nu spiller den på mange måder grænseoverskridende »En lykkelig slutning«. Det har den gjort over hundrede gange. Teatrets jubilæum kan passende få overskriften »En lykkelig begyndelse«. For Aarhus Teater er ingen bedaget diva, men spiller en ungdommelig hovedrolle. Bravo.