Aarhus Kommune afliver myte: Det er ikke letbanens skyld
Bilisterne holder i lange køer på Kystvejen, der er Aarhus' mest kø-skabende strækning. Nu afliver kommunen dog en forestilling om, at det er på grund af letbanetog.
Man kan blive irriteret i det øjeblik, hvor man som bilist har siddet i lang kø og så ikke når med over for grønt lys, men må vente endnu en omgang, mens letbanetoget meget langsommeligt kører gennem krydset.
Teknik og Miljø slår dog nu fast i en besvarelse af en 10-dages forespørgsel fra byrådsmedlem Metin Lindved Aydin (RV), at det ikke er letbanens skyld, at der er lange køer på Kystvejen og omkring Nørreportkrydset i Aarhus C.
Det er trængsel på Kystvejen, og den vil være der uanset, om letbanen er der eller ej, er konklusionen.
Den radikale byrådspolitiker spørger helt konkret til, hvor meget rødlysperioden vil reduceres for bilister, hvis Letbanen graves ned i krydset.
Det vil være så lidt, at det ikke vil være en mærkbar forskel for bilisterne, forklarer Asbjørn Halskov, der er projektleder og civilingeniør i Teknik og Miljø ved Aarhus Kommune:
»Der kan være nogle situationer, hvor nogle bilister bliver snydt for grøntid, fordi letbanetoget har fuld prioritet. Men det store problem med trængsel af biler på strækningen vil ikke blive afhjulpet af, at man fjerner letbanen fra krydset,« siger projektlederen.
»Der er sammenlagt grønt for letbanetog i omkring 5 procent af tiden i myldretiden, som dog efterfølges af relativt lange rømningstider pga. togenes lave hastighed,« skriver kommunen i besvarelsen.
Letbanen er ikke synderen
De tre trafikstrømme, som kommunen i dag peger på, er årsagen til, at Nørreport er et kryds med megen kø, vil stort set være upåvirkede af, om der kører letbanetog gennem krydset eller ej.
Det drejer sig om bilister, der kører fra Bernhard Jensens Boulevard (Aarhus Ø) og drejer til venstre i Nørreportkrydset ind ad Kystvejen. Bilister kørende fra Nørreport og til højre ind ad Kystvejen, og til sidst er det bilister, der kommer nordfra ad Kystvejen og kører ligeud eller drejer til højre ved Nørreport.
Uden en letbane vil der være henholdsvis to procentpoint mere grøntid, to procentpoint færre og et procentpoint mere.
Tallene viser, at man vil få den største effekt for bilister, der kører fra Bernhard Jensens Boulevard og ligeud eller til højre i krydset, og for bilister der kommer sydfra ad Kystvejen og svinger til højre. Her skriver kommunen dog, at »disse trafikstrømme afvikles i det store hele trængselsfrit i dag«.
»Det er forstået på den måde, at man ikke oplever kø i flere omløb. Selvfølgelig kan der være perioder, hvor man holder i kø, men i det store hele kan man nå over for grønt.«
Samtidig står der i besvarelsen, at der på Kystvejen på strækningen fra Nørreport til Europlads kører omkring 13.000 biler i døgnet. Det ene kørespor, der er der, er en stor del af dagen »helt kapacitetsmættet«, fremgår det.
Asbjørn Halskov understreger, at det tal på 13.000 bilister kun er i den ene retning, og at den trængsel af biler er årsagen til at Nørreportkrydset er så presset.
»Der er hele tre bilstrømme, som er i indbyrdes konflikt. De kommer både fra Aarhus Ø, fra Nørreport og fra den nordlige del af Kystvejen. Der opstår nemt en mur af biler, når vi hele tiden propper trafik ned på Kystvejen. Det forplanter sig til Nørreportkrydset.«
Ensretning har skabt mere kø
7. juni ensrettede kommunen Hjortensgade og Vester Allé. Det har medført, at trafikken i Nørreportkrydset er øget med omkring fem procent.
Hvad har I gjort for at afhjælpe det?
»Vi har forsøgt at optimere så meget som overhovedet muligt. Det drejer sig blandt andet om tiltag på Viborgvej, på Ringgaden og i Ceres-krydset. Men vi kan ikke gøre så meget på selve Kystvejen - der er kun det ene spor, der er,« siger Asbjørn Halskov.
Han forklarer dog, at man i foråret formåede at reducere omløbstiden i krydset betragteligt:
»Vi lavede styringen af krydset om i foråret, og det betyder, at trafikken afvikles langt mere dynamisk i dag. Men det er klart, at i spidsbelastningsperioder, så er det svært at gøre noget.«
Nørreportkrydset og området omkring Kystvejen er det sted i Aarhus, hvor der er allerflest bilkøer, lyder det fra civilingeniøren:
»Det er ikke det sted med mest trafik, men det er her, vi har de største trængselsudfordringer.«
Kommunen estimerer i besvarelsen, at det vil koste 1-4 milliarder kroner at nedgrave Letbanen under Nørreportkrydset.