Store musikalske oplevelser på vej når to kulturhuse indleder nyt samarbejde
Pavillonens status som netværksspillested giver mulighed for at brede musikken ud til hele Djursland.
Når sanger og sangskriver Simone Tang går på scenen i Stenvad Mosebrug lørdag 27. september 2025, markerer det starten på et nyt kulturelt samarbejde.
Koncerten er den første, der arrangeres i fællesskab af Pavillonen i Grenaa og Stenvad Mosebrug, og den er blevet mulig, efter Pavillonen i foråret blev udnævnt til regionalt netværksspillested af Statens Kunstfond med en forpligtelse til at sprede musikoplevelser i hele Norddjurs, og det kommer altså det det kombinerede museum, mødested og kulturhus i Stenvad til gode, lyder det i en pressemeddelelse.
Udnævnelsen til Netværksspillested giver nemlig Pavillonen mulighed for at arrangere koncerter i samarbejde med lokale kulturaktører, og et af de nye partnerskaber er indgået med Stenvad Mosebrug, og det bringer forhåbentlig Pavillonens tilbud langt bredere ud, siger direktør i Pavillonen Jesper Jul.
»Det er fantastisk at få lov til at hjælpe med at sprede musikken ud på hele Djursland. Vi håber på at nå et helt nyt publikum, lære vores dygtige kolleger i lokalområdet bedre at kende og skabe nogle fede oplevelser sammen,« lyder det fra Jesper Jul.
På Stenvad Mosebrug vækker samarbejdet også stor begejstring. Her ser man partnerskabet som en afgørende brik i stedets fortsatte udvikling, mener daglig leder Ikki Lyng.
»Stenvad Mosebrug er i en rivende udvikling, hvor vi transformerer huset til også at være mødested, kulturhus og innovationshub. Ved at arbejde sammen med et etableret spillested som Pavillonen kan vi tilbyde lokalområdet kulturelle oplevelser af en kaliber, som vi ellers ville have svært ved at løfte alene,« fortæller Ikki Lyng.
Starter med anmelderroser
Den første kunstner, der indtager scenen i det nye samarbejde, er således sanger og sangskriver Simone Tang, som for alvor har slået sit navn fast som soloartist med det anmelderroste debutalbum ’Things I Remember’.
Albummet, der er indspillet live og minimalistisk med blot vokal og guitar, har høstet store roser for sit rå og ærlige udtryk. Blandt andre har GAFFA kaldt det ”verdensklasse” og givet 5 stjerner, mens Politiken kvitterede med 5 hjerter for hendes ”forførende og stemningsfulde sange”.
Selvom mange måske har set Simone Tang på scenen som guitarist for Ida Laurberg, er dette en aften, hvor hendes egne personlige fortællinger og stærke vokal står i centrum og garanterer en helt særlig og nærværende koncertoplevelse.
Som opvarmning til koncerten 27. september spiller Frederik Snæland, som er pianist og komponist fra Aarhus.