Fortsæt til indhold

Ung mand fra Aarhus: Opfinder robot-arm, der kan styres med tankens kraft

Tobias’ far har Parkinsons sygdom. Sønnens opfindelse skal hjælpe ham og andre.

Samfund
Citathistoriet: Videnskab.dk

Tobias Bendix Nielsen er 20 år og udvikler en teknologi, der kan oversætte hjernesignaler til bevægelse.

Et projekt, han kalder »Fra tanke til bevægelse«.

Det gør han ikke for at vinde priser, men for sin far, der lever med Parkinsons sygdom, skriver Videnskab.dk.

I 11 år har Tobias’ far, Kasper Bendix, levet med Parkinsons sygdom. En sygdom, der langsomt nedbryder de nerveceller i hjernen, som normalt styrer kroppens bevægelser.

Hans søn er lige begyndt at læse fysik på Aarhus Universitet, men ved siden af bruger han al sin fritid på en opfindelse, der måske en dag kan gøre livet lettere for mennesker med Parkinson.

Undervejs har han vundet førstepladsen i Unge Forskere, Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, og kvalificeret sig til europamesterskabet i science, som løber af stablen i næste uge.

Tobias Bendix Nielsen kan få robotarmen på billedet til at bevæge sig ved tankens kraft. Foto: Christoffer Bjerre.

Fra tanke til bevægelse

Selvom hjernen stadig tænker klart, og kroppen stadig er rask, kan de ikke længere samarbejde, som de skal. Og forbindelsen imellem dem bliver svagere dag for dag. I sit projekt forsøger Tobias Bendix Nielsen at finde en måde at hjælpe sin far ved at gå udenom de dele af nervesystemet, som ikke virker.

»Med en hjelm fyldt med små elektroder kan jeg måle hjerneaktivitet. Ud fra det har jeg lavet en AI-model, som kan forudsige, hvilke bevægelser man prøver at lave,« forklarer han.

En robotarm med seks led er koblet til systemet og bevæger sig, når hjernen sender signaler. Ligesom en rigtig arm ville gøre det.

»På den måde genskaber jeg forbindelsen mellem tanke og bevægelse,« siger han.

Tobias Bendix Nielsen bruger AI til at bearbejde og analysere de store mængder data fra hjernen.

Exoskelet skal give mere frihed

Det er stadig tidligt i udviklingen, men Tobias Bendix Nielsens mål er, at systemet en dag kan bruges til at styre et exoskelet, som kan hjælpe hans far med at bevæge sig mere frit i hverdagen.

»Og jeg håber, hans system kan komme til at give mig lidt frihed igen,« siger faren, Kasper Bendix.

Han har endnu ikke selv prøvet sønnens system, da han har fået indopereret nogle elektroder i hjernen, som har hjulpet ham med sin Parkinson. Nu venter han på grønt lys fra sin neurolog til at afprøve opfindelsen.

I næste uge rejser Tobias Bendix Nielsen til Letlands hovedstad Riga for at præsentere sit projekt til europamesterskabet i science. Her ser han i særlig grad frem til at tale med dommerpanelet, der består af forskere og eksperter.

»Jeg ser al kritik som konstruktiv. Når jeg finder ud af, hvor der er huller i min viden, så har jeg et udgangspunkt for mit arbejde fremadrettet.«

Mens sønnen er i Riga, kommer hans far til at heppe på ham hjemme fra stuen i Risskov. Samtidig håber han, at projektet i fremtiden kan hjælpe andre med motoriske udfordringer.