Efter chok-rapport: Millionprojekt redder lystbådehavn fra at styrte i vandet
Norddjurs Kommune har fremrykket penge i budgettet, så den nedslidte kaj i Udbyhøj Lystbådehavn kan repareres.
Det er gået langt hurtigere end forventet, og så skal man da også huske at rose kommunen, når den er lykkedes med at handle hurtigt, konstaterer Lindy Nielsen med et lille grin.
Han er formand for Udbyhøj Lystbådehavn. Allerede 8. oktober i år ser han frem til at arbejdet med at lave en helt ny kaj på lystbådehavnen sættes i gang.
»Vi har da lidt svært ved at få armene ned over, at vi ikke skal vente helt til foråret. Derfor vil jeg da også gerne rose kommunen og rådgiverne i den her situation. Jeg synes, de har taget det meget seriøst, og det er gået rigtig hurtigt med at finde en løsning,« fortæller Lindy Nielsen.
Kommunalt stedbarn
I slutningen af august fortalte vi her i avisen, at en rapport, som den maritime konsulentvirksomhed A1 Consult udarbejdede før sommer i år, fortæller, at kajens tilstand er særdeles kritisk, hvorfor den skal reetableres hurtigst muligt.
Mange års slid fra vind og vejr og manglende kommunal opmærksomhed på de små havne, har betydet, at kajen samt en del af molen på Udbyhøj Lystbådehavn ganske enkelt er ved at falde i vandet.
»De maritime anlæg har lidt været et stedbarn for kommunen. Der kan sagtens gå 10-20 år uden problemer, og så bliver de let glemt i den årlige prioritering. Når der så endelig sker noget, er det en stor og dyr operation,« sagde vej- og ejendomschef Kim T. Jensen til avisen ved den lejlighed.
Mere end to millioner
Og det bliver det.
Udgiften til at udbedre skaderne på kajen løber op i knap 2,2 millioner kroner. Det er vel at mærke penge, som ikke findes i budgettet for 2025, da havnens kritiske tilstand ikke var kendt ved budgetlægningen sidste efterår.
I årets budgetforhandlinger er det imidlertid aftalt at fremrykke en stribe anlægsinvesteringer, og en af dem er Udbyhøj Lystbådehavn.
Derfor har formand for lystbådehavnen Lindy Nielsen fået at vide, at arbejdet skal begynde 8. oktober, så den nye kaj kan være etableret inden årets udgang.
»Vi har fået at vide, at det skal påbegyndes hurtigst muligt, så det kan være afsluttet og betalt inden udgangen af 2025. Det er jo ikke bare en reparation, det er en helt ny kaj,« konstaterer Lindy Nielsen.
»Kommunen kan også godt bruge at få lidt ros, og jeg synes, det er ret flot, at de på tre måneder (siden tilstandsrapporten blev lavet, red.) er gået fra problem til løsning. Vi er i hvert fald rigtig glade for, at vi kan se frem til en ny kaj allerede til næste sæson,« tilføjer formanden.
Lukker havnen totalt
Den nuværende sæson kommer nemlig også til at slutte lidt tidligere på grund af det forestående arbejde.
Udbyhøj Lystbådehavn har fælles bådoptagning, som i år var planlagt til 17. oktober.
Det er nu rykket frem til 3. oktober, så havnen er fri til, at det store anlægsarbejde kan starte fem dage senere.
Herefter er havnen helt lukket, imens arbejdet står på.
Hvor lang tid, der præcis bliver tale om, vides endnu ikke.
»Men vil vil i hvert fald gerne fortælle offentligheden, at havnen bliver totalt lukket i den periode, så folk ikke kommer til at køre forgæves herud med deres båd, hvis de går og planlægger en tur på vandet,« siger Lindy Nielsen.